INTERESSEKONFLIKTER: ingen
Sir William Osler, den ene af de fire professorer, der grundlagde Johns Hopkins Hospital, anbefalede, at alle læger fik en grundig indføring i de store, skønlitterære værker. Den anbefaling bliver fulgt. I de lande, vi normalt sammenligner os med, har medicinske studenter og læger i mange år fået tilbudt undervisning på præ- og postgraduat niveau i litteratur og medicin. I USA blev de første kurser etableret i 1970'erne. Der undervises nu på ca. 75% af lægeskolerne i faget, og på knap 40% af lægeskolerne er der tale om obligatoriske kurser [1]. I England undervises der på et stort antal lægeskoler i medical humanities - humanistisk sundhedsforskning, og ved King's College, London, er den første masteruddannelse i Literature and Medicine etableret. På det medicinske fakultet i Oslo er der siden 1996 blevet undervist i litteratur og medicin for studenter på 1. semester som en del af et kursus om »Helse og sykdom i kunsten«. Kurset er ikke obligatorisk, men ca. 60% af studenterne deltager. På Lunds Universitet udbydes kurset »Kroppen i humanioraperspektiv« til de medicinstuderende på sidste semester; tyngdepunktet i dette kursus ligger på litteratur. Kurset er ikke obligatorisk, og der er kun 20 pladser, som der trækkes lod om på grund af stor efterspørgsel. I Danmark udbød man på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, i 2009 det første kursus for medicinstuderende, bygget op om læsning af verdenslitteratur [2].
Hvorfor litteratur?
Formålet med at indføre litteraturen i den medicinske undervisning er at bidrage til en større forståelse af den humanistiske del af lægegerningen. Mål og midler afhænger af, om det drejer sig om præ- eller postgraduat undervisning. I speciallægeuddannelsen kan litteraturen understøtte fokus på den uddannelsessøgendes egen læring og medvirke til at kunne udvikle og forstå de kompetencer, der skal erhverves i mange af uddannelsens roller. Litteraturen har måske særlig betydning for rollen som professionel, som sigter på at erkende egne styrker og begrænsninger i den faglige og personlige formåen.
Litteratur kan give et indblik i oplevelsen af at være syg ved, fra en indvendig synsvinkel, at formidle den sanse- og følelsesmæssige effekt, som sygdom har på den enkelte. Et vigtigt argument for inddragelsen af litteraturundervisning i de medicinske uddannelser er en forventning om, at litterære fremstillinger af sygdom kan supplere det sygdomsbillede, som medicinen opererer med. Litteratur kan ikke blot tilvejebringe en viden om, men også en gennemlevning af en hændelse. Igennem de seneste 50 år er en særlig litterær genre, der demonstrerer denne pointe, blevet mere og mere synlig, nemlig patografien, det vil sige en biografisk eller selvbiografisk fremstilling af et sygdomsforløb fra udbrud til helbredelse eller død. Når vi læser, tvinges vi til at antage andres synsvinkler. Studiet af litteratur formodes derfor at kunne udvikle lægens empati, som professionen kan have en negativ indflydelse på - på grund af travlhed og en stigende teknologisering.
Lægen konfronteres til stadighed med paradoksale og flertydige oplevelser. Litteratur kan skabe et forum for bearbejdning af disse oplevelser og deres følelsesmæssige effekt. I Poetikken fra ca. 335 f.Kr. skriver Aristoteles, at et af tragediens formål er gennem vækkelsen af tilskuernes frygt og medlidenhed at skabe en effekt af renselse: katarsis. Man skelner mellem en passiv aktualisering af katarsis gennem læsning og en aktiv gennem skrivning. Ved at læse eller skrive om paradoksale og flertydige oplevelser, som dagligdagen ikke levner plads til at reflektere over, i et ikkemedicinsk sprog, får lægen mulighed for at forstå dem. Særlig velegnet er litteratur til at stimulere refleksioner over de etiske dilemmaer, som den medicinske virkelighed byder på. Litteratur kan give blod og liv til en abstrakt etisk diskussion ved at indføre et unikt og situationsbestemt perspektiv på den. Den indvending, at det at læse ikke har noget at gøre med et forpligtende engagement, peger netop på litteraturens styrke: at den kan fungere som en prøve, hvor læseren netop ikke er ansvarlig.
Den amerikanske læge og litteraturforsker Rita Charon er den, der er gået længst i retning af at syntetisere medicinen og litteraturen og at forankre forbindelsen teoretisk med begrebet narrativ medicin [3]. Hun hævder, at lægen kan blive bedre til at diagnosticere ved hjælp af litteratur. Litteratur fordrer en samtidig opmærksomhed på tekstens tematik (hvad, der bliver fortalt), på dens formsprog (hvordan, det bliver fortalt), og på dens udsigelsesposition (hvorfra det bliver fortalt). Denne narrative kompetence benytter lægen sig af i interaktionen med patienten. Lægen lytter til patienten og observerer patientens gestik. Lægen sammenholder disse informationer med sin generelle medicinske viden og sin konkrete viden om patienten og korrigerer dem i forhold til hinanden. Igennem »læsningen« af disse spredte informationer søger lægen et diagnostisk plot, der kan forene dem.
Tag og læs!
Ugeskrift for Læger bragte i december 2011 en artikel, hvor nogle triviallitterære lægeromaner, som var udvalgt helt tilfældigt alene på grundlag af forsidens udseende, blev vurderet med henblik på fagligt og lægekulturelt indhold og relevans [4]. Man kan undre sig over denne måde at udvælge litteratur på, og artiklens konklusion var, ikke overraskende, at den undersøgte litteratur måske kan bruges til erhvervelse af »lægekulturelle kompetencer«, men at det er spild af tid at læse lægeromaner for at opnå faglig viden.
Selv de bedste skønlitterære værker kan næppe bidrage til kompetencerne i lægens medicinske ekspertrolle, men nogle af litteraturhistoriens store forfattere, som f.eks. Gustave Flaubert, Leo Tolstoj, Thomas Mann, Franz Kafka og Virginia Woolf - for blot at nævne nogle ganske få - giver os i deres værker en dybere forståelse af forholdet mellem liv og sygdom. En sådan forståelse formår de lægeromaner, Landex beskriver, ikke at give. Læsningen af god litteratur kan forberede de medicinstuderende på deres fremtidige lægerolle og samspillet med patienten og øge erfarne lægers refleksioner over disse forhold.
Nordisk Netværk for Studier i Narrativitet og Medicin
Den stigende interesse for feltet blev markeret med etableringen af Nordisk Netværk for Studier i Narrativitet og Medicin i december 2011 i København. Netværkets formål er at skabe et udviklingsforum for de forsknings- og undervisningsaktiviteter, der foregår inden for dette felt i de nordiske lande. Et felt, der er interessant og vigtigt at beskæftige sig med i en tid, hvor medicinen bliver en mere og mere integreret del i flere og flere menneskers liv, mens den tid, som lægen har med patienten, bliver mindre og mindre, og hvor narrative begreber frigøres fra deres oprindelse i litteraturteorien og overføres til en række øvrige områder. Netværket er finansieret af Nordisk Samarbejdsnævn for Humanistisk og Samfundsvidenskabelig Forskning og er placeret på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Det består indtil videre af ca. 30 deltagerne fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige og er i stadig vækst. Deltagerne er ikke kun læger og litteraturforskere, men også historikere, idehistorikere, antropologer og sociolingvister, der alle har en interesse i forholdet mellem narrativitet og medicin - det vil sige alle de faggrupper, der deltager i humanistisk sundhedsforskning.
Læsere med interesse for netværket er velkomne til at skrive til os!
