Skip to main content

Lisbeth Kortegaard: Skyd budbringeren – om overforbrug af psykofarmaka

“Dog, utak lønner den, som bringer først et uvelkomment bud” (W. Shakespeare)

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Lisbeth Sandal Kortegaard, Speciallæge, ph.d., børne- og ungdomspsykiatri, Højbjerg
E-mail: kortegaard@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

21. jan. 2014
5 min.

I Ugeskrift for Læger 17.1.2014 fremgår, at professor Peter Gøtzsche ”fortryder centralt udsagn i omblæst kronik” (1). Men har Gøtzsche overhovedet skrevet ”at psykofarmaka skal fjernes fra markedet”? Ordret fremgår af kronikken: ”Psykofarmaka kan være nyttige nogle gange for nogle patienter, især ved korttidsbehandling, i de akutte situationer. Men efter mine studier på dette område er jeg nået frem til en meget ubehagelig konklusion: Vore borgere ville være langt bedre stillet, hvis vi fjernede alle psykofarmaka fra markedet, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere dem” (2).

Her står således ikke, at psykofarmaka skal forbydes, men tværtimod at psykofarmaka kan være hjælpsomme i visse situationer for visse patienter. Men også at brugen af psykofarmaka er ude af kontrol, og at der er risiko for, at det for befolkningen som helhed gælder, at psykofarmaka skader mere end de er til gavn.

At gå fra ovenstående udsagn og til, at professor Gøtzsche vil forbyde psykofarmaka er et meget langt skridt. Alligevel har kronikken ført til en mediestorm, hvor udsagnet er blevet gengivet i en meget forenklet, for ikke at sige forvrænget form. Kritikken er kommet fra mange sider: ført an af førende psykiatere (3), men også fra patientforeninger (4), Sundhedsstyrelsen (5), formanden for de lægevidenskabelige selskaber og sågar også fra Kræftens Bekæmpelse (6).

I sin nytårstale advarede statsministeren om, at tonen i den offentlige debat er blevet tiltagende hård. Jeg tror få mennesker i Danmark har stået model til så nedgørende og personangribende offentlig kritik i nyere tid som Gøtzsche. For mig har det indimellem lignet mere eller mindre direkte forsøg på karaktermord på en person i en offentlig debat, hvor almindelige saglige argumenter har vist sig ikke at være tilstrækkelige.

Den 17.1. citeres sundhedsministeren i Politiken for, at ”Gøtzsche forfladiger og fordummer debatten” (7). Det synes jeg er ærgerligt, jeg havde hellere læst, at ministeren anerkendte, at Gøtzsche har vist et helt usædvanligt mod og vedholdenhed i at fremføre synspunkter, som er nødvendige for at få gang i en debat, som tiden længe har været mere end moden til. Samme dag takkede Else Smith, direktør i Sundhedsstyrelsen, faktisk Gøtzsche i en debat på P1 kl. 12.20 for at have rejst en vigtig debat. Sådan kan man jo se forskelligt på den samme sag.

Gøtzsche er måske upopulær blandt danske psykiatere og sundhedsmyndigheder. Men uden for vor lille lands grænser ser det anderledes ud. I 2013 deltog jeg i konferencen ”Selling Sickness” i Washington med over 200 deltagere fra hele verden (8). Her blev Gøtzsche i den indledende tale fremhævet som en person, der havde gjort en ganske særlig indsats for åbenhed i forhold til medicinalindustriens forskningsdata. I september i år deltog jeg i konferencen ”Preventing Overdiagnosis” arrangeret af the Dartmouth Institute for Health Policy & Clinical Practice med knap 300 deltagere, der var arrangeret af bl.a. British Medical Journal, og på denne konference var Gøtzsche en af hovedtalerne (9). Det er tilsyneladende ikke gået op for danske psykiatere og sundhedsmyndigheder, at udenfor landets grænser er der en tiltagende stærk bevægelse, der stiller store og relevante spørgsmål til og forsøger at modvirke den omsiggribende overdiagnosticering og overbehandling, der finder sted indenfor alle medicinske områder, men ikke mindst indenfor psykiatrien. En overbehandling, der uomtvisteligt er befordret af en meget pengestærk medicinalindustri. ”Preventing overdiagnosis” konferencen bliver næste gang afholdt i september 2014 af the Centre for Evidence-Based Medicine, Department of Primary Care Health Sciences, University of Oxford (10). Jeg vil stærkt opfordre sundhedsministeren og Dansk Psykiatrisk Selskab til at sende et par observatører til denne konference.

I samme interview (7) citeres sundhedsministeren for at ” vi i Danmark har et system, hvor vi konstant overvåger fordele og ulemper ved medicinen. Vi følger med i internationale forskningsresultater og sørger for, at der ikke er produkter på markedet, hvor bivirkningerne overskrider gevinsterne”. Jeg har med glæde kunnet konstatere at Sundhedsstyrelsen i de seneste revisioner af Vejledning om brug af psykofarmaka til børn og unge har indført en række nødvendige stramninger (11). Ikke desto mindre ser jeg i mit arbejde som børne- og ungdomspsykiater næsten dagligt børn og unge, der er svært over- og fejlmedicinerede. Jeg har de seneste år set mange børn få det meget bedre i forbindelse med at den medikamentelle behandling er blevet saneret. Jeg har derimod endnu ikke set et barn eller en ung få det dårligere af en medicinsanering. Og jeg må indrømme, at jeg de seneste år, hvor forbruget af psykofarmaka til børn og unge er steget voldsomt, indimellem har haft tanker, der ikke ligger fjernt fra Gøtzsches: har medicineringen af vores børn og unge efterhånden nået et sådant omfang, at vi gør mere skade end gavn? Så jeg må desværre sige til ministeren, at det ikke er tilstrækkeligt at have gode hensigter. Hvor er de sundhedsmyndigheder, der løbende analyserer forbruget af medicin og tager affære, når der opstår en markant ændring i udskrivningsmønstre? Hvor er de sundhedsmyndigheder, der forholder sig til, at der er alt for ujævn og sparsom indberetning af bivirkninger? For mig at se er det i meget højere grad tilfældet, at myndighederne først reagerer, når der opstår sager i pressen. Det har vi blandt andet set i nyere tid omkring en omstridt nordjysk psykiater. Set i det lys vil det være min anbefaling, at vi i Danmark hilser det velkomment, at fagpersoner som Peter Gøtzsche tør at bringe de ubehagelige budskaber frem i lyset på en måde, så de ikke er til at overhøre. Det ville være langt bedre for alle, ikke mindst for dem, der har brug for sundhedssystemet, end at skyde budbringeren.

Referencer

LITTERATUR

  1. http://ugeskriftet.dk/nyhed/goetzsche-fortryder-centralt-udsagn-i-omblaest-kronik-jeg-er-blevet-misforstaaet-0).

  2. http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2174657/psykiatri-paa-afveje/

  3. http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2183576/psykiaterne-gaar-i-krig-mod-overlaege-peter-goetzsche-er-ekstrem-og-userioes/

  4. http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2181905/870000-patienters-taleroer-gaar-i-rette-med-overlaege-peter-goetzsche/

  5. http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2183318/direktoer-for-sundhedsstyrelsen-det-er-farligt-at-sprede-angst-om-psykofarmaka/

  6. Altinget. 16.01.2014 Patienter og læger kritiserer Peter Gøtzsche

  7. (http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2185262/sundhedsminister-psykisk-syge-bliver-dobbelt-ramt/)

  8. http://sellingsickness.com/

  9. http://tdi.dartmouth.edu/initiatives/healthy-skepticism-programs/overdiagnosis/preventing-overdiagnosis-conference

  10. http://www.preventingoverdiagnosis.net/

  11. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=142780