Skip to main content
Replik

Løbesko - om videnskabelig evidens

Maria Harbo. Klinisk Genetisk Afdeling, Vejle Sygehus. E-mail: mariaharbo@gmail.com.

29. okt. 2012
7 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Maria Harbo er tilknyttet LØBEREN Vejle som timelønnet afløser. Herværende replik er skrevet på eget initiativ og uafhængigt af dette forhold. Maria Harbo er således også alene ansvarlig for indholdet.

F ølgende kommentar har til hensigt at give de 31% af den voksne danske befolkning, der løber, et billede af, hvad Jacob Schelde (JS) baserer sine konklusioner på i statusartiklen »Fup eller fakta om løbesko« (www.ugeskriftet.dk Først på nettet 8. okt 2012). Her tænkes især på konklusionen om, at støddæmpningen i løbesko ikke reduceres ved brug, og at en løbestilstest for at vurdere pronation ikke kan anbefales. At der ikke er dækning for, at løbesko skal anbefales på basis af højden af svangen, er irrelevant, da denne metode ikke anvendes i danske løbebutikker[1]. Måling af svanghøjde er en statisk måling, der ikke kan overføres til den dynamiske påvirkning af foden under løb [2], og som derfor er uanvendelig at basere sit valg af løbesko på.

Støddæmpning

Det er ikke korrekt, når JS skriver, at støddæmpningen i løbesko ikke forringes efter længere tids brug. JS henviser da også selv til et studie, der påviser ændringer allerede efter 320 km. Det, der ikke ændres, er den ydre påvirkning, fordi løbemønstret tilpasses i takt med den faldende støddæmpning. Strukturelle ødelæggelser af stødabsorberingsmaterialet er påvist efter 750 km [3], men som JS skriver, er det svært at føre bevis for de støddæmpende egenskaber, da målingerne varierer afhængigt af bl.a. målemetode, målested, underlag [4] og løberen selv. Trods den tvivlsomme anvendelighed af sådanne målinger refererer JS til et studie, der på basis af måling af plantartryk under gang på 43 mænd finder, at billige og mellemdyre løbesko har bedre støddæmpende egenskaber end dyre. Forsøget blev gentaget med ni af mændene under løb, og ud fra dette vurderedes målingerne under gang og løb sammenlignelige. Det viste sig dog, at målingerne gjort under løb ikke kunne relateres til prisen på skoen. Dette tilskrev man det lave antal forsøgspersoner, men hvorfor man ikke blot udførte målingerne under løb på samtlige mænd begrundes ikke.

Svanghøjde

Vores fysiologiske, biomekaniske og anatomiske forskelligheder gør, at det urealistisk at tro, at man kan teste løbere i tre specifikke løbesko af forskellig type og på baggrund af dette konkludere, at korrektion af pronation ikke virker. Hvis valget af skotype ydermere baseres alene på en måling af svanghøjden, er det svært at se værdien af et sådan studie. Dette er desværre tilfældet i to af de tre randomiserede studier udført med personer i det amerikanske forsvar, som JS referer til. At adskillige andre faktorer også spiller ind på skadesrisikoen, er disse studier i øvrigt gode eksempler på. De er netop udført på folk i forsvaret for at udelukke faktorer som søvn, ernæring og træningsmængde, og alligevel finder man, at gifte kvinder har en højere skadesrisiko end ugifte kvinder. Dette kan ikke tilskrives løbeskoene, men antages at skyldes mangel på koncentration grundet afsavn til mand og børn, familiære bekymringer, stress o.l. Modsat forholder det sig i øvrigt ude i den virkelige verden, hvor ugifte kvinder har en større skadesrisiko antageligt grundet en mere risikovillig adfærd.

JS henviser til et retrospektivt studie, der finder, at forsøgsgruppen (E), der havde købt sko baseret på en løbestilstest, ikke havde en lavere skadesrisiko end kontrolgruppen (C). Hvad JS ikke nævner, er, at andelen af tidligere skader var signifikant højere for E. Tidligere skader er en af de faktorer, der med sikkerhed er relateret til risikoen for nye skader [5], og E burde således pådrage sig flere skader end C i det tilfælde, at løbeskoene anbefalet til E på baggrund af en løbestilstest ikke havde nogen forebyggende effekt. Risikoen viste sig imidlertid at være ens for de to grupper. Derudover fik 79% af løberne fra C og kun 60% fra E tilbagevendende skader. Dette kunne tyde på, at løbeskoene anbefalet til E var medvirkende årsag til en reduceret skadesrisiko, og at en løbestilstest på den baggrund snarere burde anbefales end frarådes. Grundet utilstrækkelig kvalitet og inkonsistens af foreliggende litteratur kan en anbefaling for eller mod anvendelse af løbestilstest ikke retfærdiggøres.

  1. Kaiser T. www.kaisersport.dk/loebebutikken/fup-eller-fakta-om-loebesko.html. 2012.

  2. Nachbauer W, Nigg BM. Effects of arch height of the foot on ground reaction forces in running. Med Sci Sports Exerc. 1992;24:1264-9.

  3. Verdejo R, Mills NJ. Heel-shoe interactions and the durability of EVA foam running-shoe midsoles. J Biomech 2004;37:1379-86.

  4. Tessutti V, Ribeiro AP, Trombini-Souza F et al. Attenuation of foot pressure during running on four different surfaces: asphalt, concrete, rubber, and natural grass. J Sports Sci 2012;30:1545-50.

  5. Nielsen RO, Buist I, Sorensen H et al. Training errors and running related injuries: a systematic review. Int J Sports Phys Ther 2012;7:58-75.

> Svar 1

At Maria Harbo (MH) betragter resultaterne fra tre randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT) af høj kvalitet med 7.149 deltagere som irrelevante, må betragtes som en meget vovet påstand. Det fjerde RCT, jeg refererer til, er foretaget i samarbejde med Nikes laboratorier i Oregon, og hvis disse resultater også er irrelevante, må MH så mene, at Nike ikke ved, hvad de foretager sig?

Hvis svanghøjden ikke er et anvendt kriterium til at vælge løbesko ud fra, er det da tankevækkende, at et studie [1] fandt, at 73% netop valgte sko på dette grundlag.

MH hævder, at bedømmelse af svanghøjden ikke anvendes i danske løbebutikker, og dermed er resultaterne af de fire RCT irrelevante. Hvis MH med dette udsagn mener, at de metoder, som der anvendes i danske løbebutikker, er de ovennævnte metoder overlegne og kan forebygge skader hos løbere, må hun fremlægge videnskabelig dokumentation for dette i form af kliniske studier. Der skal her være tale om studier af større grupper af løbere, hvor der måles på antallet af skader over tid. Det skal påpeges, at praktiske erfaringer fra en løbebutik ikke kan anvendes til at påvise årsagssammenhængen.

I [2] påpeger jeg, at støbabsorbtionen er svær at føre bevis for, og at dette skyldes flere faktorer. Jeg fremhæver netop dette for at belyse, at de gængse anbefalinger om udskiftning af løbesko efter et givent antal måneder eller kilometer, er simplificeret og unuanceret i forhold til fundene fra studier. Det kan sikkert vises, at det støddæmpende materiale slides i løbeskoene ved brug, men dette har nødvendigvis ingen indflydelse på de stød eller skader, en løber oplever. Som det fremgår af mine referencer i [2] har det siden 1980'erne været sat spørgsmålstegn ved støddæmpningens faktiske effekt, dette skyldes bl.a., at den samme hårdhed af støddæmpning giver vidt forskellige støddæmpningseffekter hos den enkelte løber. Flere forskere har derfor tvivlet på den egentlige effekt af støddæmpningen i løbesko [3, 4].

Som det fremgår, kan der føres lange teoretiske diskussioner om løbeskoens støddæmpning. Det vigtigste spørgsmål er dog, om brugen af gamle løbesko øger risikoen for skad er? Dette spørgsmål er aldrig blevet ordentligt undersøgt. Til denne forfatters viden eksisterer der kun et studie, som undersøgte dette aspekt blandt mange andre [5]. Her fandt man, at 1-3 måneder gamle løbesko mindskede risikoen for skader, og 4-6 måneder gamle sko øgede risikoen for skader hos kvinder. Hos mænd havde 4-6 måneder gamle løbesko en beskyttende effekt.

Som fagperson skal man være kritisk over for de videnskabelige studier, man præsenteres for, men at affærdige alt forskning som useriøst og ubrugeligt, bare fordi det ikke passer ind i det man tror på, er en vovet indstilling at have, når man rådgiver eller behandler personer.

Jacob Schelde, Arbejdsmedicinsk Klinik,

Slagelse Sygehus. E-mail: oj.schelde@gmail.com

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

  1. Enke RC, Laskowski ER, Thomsen KM. Running shoe selection criteria among adolescent cross-country runners. PM R 2009;1:816-9.

  2. Schelde J. Fup eller fakta om løbesko. Ugeskr Læger 8. okt 2012 www.ugeskriftet.dk.

  3. Reinschmidt C, Nigg BM. Current issues in the design of running and court shoes. Sportverletz Sportschaden 2000;14:71-81.

  4. Shorten MR. The myth of running shoe cushioning. 2002.

  5. Taunton JE, Ryan MB, Clement DB et al. A prospective study of running injuries: the Vancouver Sun Run »In Training« clinics. Br J Sports Med 2003;37:239-44

> Svar 2

Jeg er enig i Sten Rasmussens et al's udsagn (Ugeskr Læger 2012;174:2663) og deres holdninger til fremtidig forskning.

Det er korrekt, at man altid bør vurdere generaliserbarheden af forskningsresultater, og det gælder også dette område. I løbeskos tilfælde må man på nuværende tidspunkt blot konstatere, at der ved køb af løbesko ikke medfølger en række forbehold for, hvornår den skadesforebyggende effekt træder i kraft. Man må derfor som bruger af skoen forvente, at en skadesforebyggende effekt er universel og ikke forbeholdt bestemte grupper af mennesker eller træningsmængder. For at undersøge dette nærmere bør der som fremhævet af Sten Rasmussen et al udføres større studier af motionsløbere.

Jacob Schelde, Arbejdsmedicinsk Klinik,

Slagelse Sygehus. E-mail: oj.schelde@gmail.com

INTERESSEKONFLIKTER: ingen