Lovsang til nutiden

Inspireret af et essay af en svensk litteraturkritiker, Victor Svanberg, (1) fra 1956 vil jeg gerne prise nutiden. Når man hører beklagelserne over sundhedsvæsenets ringe tilstand, også fra lægeside, kan man til tider få det indtryk, at det var meget bedre før, f.eks. før overenskomsten i 1981 eller i de gyldne tresserne (2). Man kan få lyst til at spørge kritikerne, om de virkelig foretrækker 1960'ernes eller 1970'ernes sundhedsvæsen? Dengang, især i 1960'erne, herskede en fremskridtsoptimisme, som man kan misunde datidens mennesker, men ser man på andre forhold, kan man måske styre sin misundelse både som patient og ansat. Da de fleste patienter og mange ansatte ikke har oplevet den forsvundne »guldalder«, må det være ældre lægers og historikeres opgave at nuancere billedet.

Ifølge mange er et af de meget store problemer i det danske sundhedsvæsen ventetider til forskellige behandlinger og undersøgelser. Det er også meget beklageligt, at mennesker med smerter og funktionsnedsættelser, som kan behandles, skal vente. Jeg vil heller ikke sige, at problemet er lille, men bare fremhæve, at de fleste af de behandlinger folk venter på i dag enten ikke var tilgængelige eller i det mindste var forbundne med meget større komplikationsfarer eller mulighed for ringere resultater for 20-30 år siden. Det gælder f.eks. ballondilatation, hoftealloplastik og indoperation af kunstig linse. Behandlingen af patienter med svære smerter og af døende lader også meget tilbage at ønske, men også denne meget mindre end tidligere. Respekten for den enkelte patient i form af krav om at patienten skal informeres og give informeret samtykke, er større. Selv om nogle måske hellere var fri for at tage stilling, vil nok de fleste, hvis stillet over for alternativet, se den øgede information som en forbedring. Kravene om evidens for nytten af de behandlinger der gives, og om at kvaliteten holder et højt niveau, bestræbelser på at undgå utilsigtede hændelser m.v., må også fra et patientsynspunkt ses som fremskridt. Det er klart, at noget var bedre i »gamle dage«, der var f.eks. mere tid til pleje, fordi indlæggelsestiderne var meget længere, men slet ikke alt var bedre, og det er værd at huske hele historien om, hvordan det var, ikke kun det der var godt.

Det er også værd at være opmærksom på, at det danske sundhedsvæsen aldrig har haft så mange ansatte og aldrig haft så store bevillinger, som det har i dag. Selv om der er mange uudnyttede muligheder, er mulighederne for at få en god behandling trods alt meget større i dag end for 20-30 år siden.

Hvad så med de ansatte i sundhedsvæsenet, har de grund til at ønske sig tilbage? Da jeg ikke selv har arbejdet meget i sundhedsvæsenet, kan jeg ikke sige, hvordan det var før 1980 sammenlignet med i dag, men der er dog nogle forhold, man, uden at være ansat, kan se er forbedret. 1981-overenskomsten indebar ikke kun ringere uddannelsesmuligheder, den indebar også en mere reguleret arbejdstid. De nye uddannelsesstillinger betyder, at de yngre læger ikke skal bruge mange måneder på ansættelser, som ikke fører dem nærmere speciallægeanerkendelse og faste stillinger. Der er, som sagt, mange flere ansatte i sundhedsvæsenet, også hvis man ser i forhold til antallet af indlæggelser. Det er bemærkelsesværdigt, at dette ikke synes at have givet bedre arbejdsforhold.

Med dette vil jeg ikke sige, at jeg mener, at det nutidige sundhedsvæsen ikke kan kritiseres, men man kan godt kritisere sin samtid uden at idyllisere fortiden. For at lade Victor Svanberg afslutte: »Visst finns det många obestridliga missförhållanden, många anledningar till befogat missnöje. Att vara fullkomligt nöjd är det samma som att upphöra leva. Missnöjet är en produktiv kraft, om den riktar sig mot att skapa en bättre framtid. Men det missnöje, som vänder sig tillbaka, som idealiserar det förflutna är improduktiv och förlamande.«

Litteratur og noter