Kamaran Shorsh & Michael N. Binzer har i et indlæg om lumbalpunktur (Ugeskr Læger 2005;167:4285-6) anført, at »der skal altid foretages oftalmoskopi med henblik på afsløring af evt. papilødem ...«
Vi skriver, fordi vi ikke er enige i dette udsagn, og mener at tiden er inde til en mere nuanceret vurdering. Rent faktisk foretager vi jævnligt lumbalpunktur på vores afdeling uden at foretage oftalmoskopi, og på radiologisk afdeling er det efterhånden rutine, at patienter får foretaget myelografi uden forudgående oftalmoskopi.
Årsagen er, at det ikke er tilstedeværelsen af et papilødem, der fortæller én, om det er risikabelt at foretage lumbalpunktur eller ej. Tværtimod kan fravær af papilødem give en falsk tryghed. Faren ved lumbalpunktur er, at man ved at udtømme cerebrospinal væske lumbalt kan accentuere en trykgradient intrakranielt med deraf følgende herniering hos en patient med en rumopfyldende proces i hjernen. Både patienter med meningitis og subaraknoidalblødning har sædvanligvis udtalt forhøjelse af det intrakranielle tryk og nogle gange deraf følgende papilødem, hvilket jo på ingen måde kontraindicerer lumbalpunktur, som i al fald for den første patientgruppes vedkommende er et sine qua non. Det afgørende er derfor, om der anamnestisk klinisk foreligger eller er mistanke om en rumopfyldende intrakraniel proces med forhøjet intrakranielt tryk. Det kan man ikke altid afgøre med fuldstændig sikkerhed, men der vil være mistanke om det, hvis der er tale om en patient med lateraliserede symptomer som f.eks. en hemiparese. Er der den mindste usikkerhed, må der foretages en billeddiagnostisk undersøgelse af hjernen.
Dette er også i overensstemmelse med, hvad der anføres i en aktuel lærebog på området [1].
