Lumbalpunktur - le eller græde? 4

I en klinisk procedure, der beskriver udførelse af lumbalpunktur, anfører Shorsh & Binzer [1], at der ved indgrebet kun sjældent bruges lokalanalgetikum. Som anæstesiolog og uddannelsesansvarlig overlæge har jeg nogle kommentarer til dette.

I forbindelse med operative procedurer i især urologi, obstetrik og ortopædkirurgi benyttes meget ofte spinalanalgesi. Ved det præoperative anæstesitilsyn møder jeg ikke sjældent patienter, som er meget negativt indstillet over for tilbuddet om spinalanalgesi. Når jeg går disse patienter på klingen, er grunden som regel, at de enten selv eller en bekendt tidligere er blevet »stukket i ryggen«, og at dette var en traumatisk oplevelse, fordi det gjorde ondt og tog lang tid.

På alle de sygehuse, hvor jeg har arbejdet, er jeg eller mine kolleger ofte blevet tilkaldt for at assistere andre afdelingers læger ved udførelsen af lumbalpunktur. Ofte har jeg mødt en forpint patient, som tydeligvis allerede er blevet forsøgt lumbalpunkteret flere gange, uden at der var anlagt lokalanalgetika. Ydermere har lægen, der har bedt om hjælp, som regel været en usuperviseret yngre læge.

Det er min opfattelse, at man i dag i Danmark giver både patienter og yngre læger en uhensigtsmæssig behandling i denne sammenhæng.

For det første er det urimeligt over for patienten ikke at anvende lokalanalgetikum. Det er jo ikke just tynde kanyler, der anvendes. Og oplever patienten smerte ved indstikket, vil denne ofte trække ryggen til sig, hvilket vanskeliggør/umuliggør indstikket. Anlæggelse af lokalbedøvelse og brugen af tyndere kanyler kan næsten fjerne problemet. Desuden ville tyndere kanyler give færre patienter med Post Dural Punktur Hovedpine, hvilket sundhedsøkonomisk ville være en god investering i forhold til den lidt længere tid, det tager at få spinalvæsken ud. Men det er en helt anden sag.

For det andet svigter man de yngre læger ved at lære dem at lumbalpunktere under suboptimale forhold. Hvorfor vænne dem til en teknik, der gør indgrebet vanskeligere? Det kræver i hvert fald betydelig mere supervision, end jeg har indtryk af, at de yngre læger tilbydes i dag.

Da oplæring i denne relativt simple men vigtige procedure tilsyneladende halter, har vi på Vejle Sygehus i flere år tilbudt alle turnuslæger at komme en dag på anæstesiafdelingen for at lære teknikken. Slet ikke alle benytter sig af tilbuddet, måske fordi de ikke bliver tilskyndet til det eller kan undværes i det daglige arbejde. Men tilbuddet er der.

Afslutningsvis vil jeg gerne gøre opmærksom på, at mange anæstesiologer har den holdning, at ved anlæggelse af spinalanalgesi med tynde kanyler (25-28 G) er det kun erfarne læger, der kan undlade anlæggelse af lokalbedøvelse forud for indstikket.