Jeg så Månedens billede i Ugeskrift for Læger (2004;166:283) af overkroppen på en kvinde med fremskreden brystkræft, hvor venstre bryst var næsten helt borte. Det vakte et umiddelbart ubehag, som ikke forsvandt ved at læse teksten. Heraf fremgik at patienten var tidligere rask, erhvervsaktiv og gift og havde haft en knude i brystet i tre år og et sår i et år, og at hun havde haft den opfattelse, at hun ville lade den være ubehandlet og dø af sygdommen. Senere står »hvorfor den omtalte patient, som ellers var en socialt velfungerende kvinde uden psykiatrisk anamnese negligerede og fravalgte behandling af en alvorlig sygdom forbliver uklart, men må skyldes en svært afvigende sygdomsopfattelse«.
Ubehaget skyldtes ikke konfrontationen med kræftsygdommen, men den afstand man får indtryk af, der må have været mellem patient og læge. Jeg forstår næsten bedre den patient, som fravælger behandling af en dødelig sygdom, end jeg forstår den læge, som er tilfreds med at være så fjernt fra patienten. En beskrivelse af et forsøg på at klarlægge og forstå denne kvindes grunde - eller måske hendes fortrydelse - kunne have gjort sygehistorien til vigtig læsning. Det manglende bryst var bare kuriøst. Nej, det var ubehageligt. Det udtrykte en tingsliggørelse af patienten, som burde høre en anden tid til.
Er det mig der er snerpet eller sart?
SVAR: