Skip to main content

Mad, mennesker og måltider - samfundsvidenskabelige perspektiver. Holm L, ed.

Cand.odont. Berit L. Heitmann

1. nov. 2005
2 min.

At spise er et fundamentalt behov, og alligevel har både mad og måltider forskellig betydning for forskellige mennesker. Lotte Holms »Mad, mennesker og måltider - samfundsvidenskabelige perspektiver«, fokuserer på kulturelle, psykologiske og sociale forhold omkring mad og måltider for mennesker i forskellige sammenhænge.

En række citater fra forsøgspersoner, patienter og behandlere præger bogen og illustrerer de meget modsætningsfyldte forhold til mad, individer såvel som behandlere ofte har. En sygeplejerske siger f.eks.: »Vi har ikke taget en 4-årig uddannelse for at have med patienternes mad at gøre«, og en mand udtaler: »Der er forskel på mænd og kvinder - måske er det noget fysisk, nogle gange har vi altså behov for lidt bøf«.

Bogen indledes med en opsummering af indholdet, der giver et godt overblik og en god appetit på bogen.

Et væsentligt tema i bogen er, at det sunde kostvalg ikke nødvendigvis er let at praktisere i dagligdagen, hvis der skal opnås harmoni omkring spisning. I forebyggelsesforskningen er et væsentligt uafklaret problem at få alle til at foretage de sunde valg, f.eks. at spise sundt. Netop her griber bogen fat i noget centralt, når den påpeger, at måltider organiserer væsentlige dele af vores sociale liv, og at en livsstilsændring, der involverer vores mad og ændringer i kostvaner, vil handle om villigheden til at spise anderledes end f.eks. resten af familien eller end andre sociale netværk.

Der er en del gentagelser i de forskellige kapitler. På den ene side gør det, at kapitlerne kan læses hver for sig, men på den anden side gør det det til en lidt mere langtrukken affære at læse bogen i et stræk. De mange gentagelser vedrører f.eks. kødets position i måltidet, og kønnets betydning for kostvalget.

Bogen lider også lidt under den noget varierende skrivestil fra de forskellige forfattere.

Bogens forfattere har bevidst fravalgt at beskrive fedme og overspisning, som en del af spiseforstyrrelser, og det kan godt undre og ærgre denne anmelder, for kapitlet, der beskæftiger sig med de øvrige spiseforstyrrelser, er i øvrigt velskrevet.

Det har været forfatternes håb, at bogen inspirerer læseren til at overveje mad og måltiders mange betydninger for mennesket, ligesom det er forfatterens håb, at spisning, efter læsning i bogen, vil kunne ses i et nyt lys - og det lever bogen faktisk op til.

København: MunksgaardDanmark, 2003.

320 sider. Pris 278 kr.

ISBN 87-628-0322-0.