Man bliver så træt i binyrerne

En australsk kendis-palæokok blev i en tv-udsendelse spurgt om, hvilke kvalifikationer han havde til at udtale sig om alt muligt andet end palæomad, såsom fluor i drikkevand, solcreme og vaccinationer. Hans svar giver kuldegysninger: ”Hvad skal man bruge kvalifikationer til? Til at tale om dét, alle ved er sund fornuft? Hvorfor studere noget, der er uddateret, som er støttet af industrien, og som er biased?”. Resultatet? Det er f.eks. fiktive sygdomme som ”binyretræthed”, der skal behandles med poesi, knoglemarv og hellig basilikum, eller "pyrrolsygdom" (sygdom, der langsomt tærer én for alle vitaminer og humør), som beskrives i fantastiske falske detaljer, inddragende intetanende estimerede læger, kendte diætister eller sagesløse misbrugte videnskabsmænd indhyllet i en hvirvel af personlige anekdoter og gammel (folke)visdom.

Celebrities er blevet en så afgørende faktor i sundhedsdebatten, at der nu skrives videnskabelige artikler om den helbredsskadelige kendiseffekt, der forstyrrer eller støtter gængse sundhedsvidenskabelige opfattelser på en uforudsigelig måde. Skuespilleren Gwyneth Paltrows besynderlige sundhedsråd tilbagevises hver dag i pressen, men hver gang får hun endnu flere støtter, kendte sportsudøvere får under stor mediebevågenhed udokumenteret stamcellebehandling for sportsskader, og lægerne overfaldes efterfølgende af patienter, der vil have samme behandling. Mange af de kendtes sundhedsråd strider mod sund fornuft, men de sender samlet set et signal om moral, etik og holdning, som brugerne af kendisrådene ”køber” som en pakke – også selvom pakkens elementer er ulogiske eller besynderlige. Man kalder det ”Prius-effekten” – bilkøbere var parate til at betale betydeligt mere for Toyotas hybridbil end for andre biler, fordi man samtidig købte et bevidst ”udtryk” for, hvordan man gerne ville ses af andre. Instagram og skjulte reklameartikler i modeblade sælger ”samlede udtryk” – dvs. ensartede budskaber, der passer med det billede, som læserne gerne vil skabe af sig selv. Mudrede eller modstridende budskaber får brugerne til at opgive at følge en større sundhedsstrategi og gør dem mere modtagelige for letfordøjelige ad hoc-budskaber, som da Kim Kardashian på sociale medier promoverede en ny pille til gravide mod morgenkvalme. En smart forside på et mode- eller fitnessmagasin kan til enhver tid slå ethvert videnskabeligt evidensniveau. Og så bliver man træt i binyrerne.

Danske politikere er ikke kendiskokke eller celebrities, men de kan sagtens følge den australske kok som f.eks. socialdemokraten Niels Jespersen, der i tidsskriftet Ræson argumenterede for, at analysen af flygtningekrisen er mere sand ved pølsevognen end på universitetet. Henrik Dahl (LA) blev spurgt af videnskab.dk om sin mening om, at sprogforskere har påvist, at stopprøver i 0. klasse er en dårlig idé: ”Der findes forskere, som mener alt. Derfor er alt, hvad vi vedtager i Folketinget, imod, hvad en eller anden forsker anbefaler. Derfor er jeg totalt immun over for den slags”, og fortsætter: ”Hvis vi skulle have lyttet til forskerne, var der slet ikke nogen problemer med parallelsamfund – og så ville det være umuligt at stramme op”. Alex Ahrendtsen (DF) er enig: ”Jeg må bare sige til de kære forskere, at alt det, vi har gjort i de sidste 30 år, ikke har virket. Tværtimod. Alle deres anvisninger og forskning har ikke kunnet hjælpe”. Politikerne immuniseres mod fakta, og forskerne bliver noget så trætte i deres binyrer.

Senest har sundhedsminister Ellen Trane Nørby (Venstre) foreslået, at medicin kan godkendes helt uden om de vante godkendelsesstrukturer, og hun har forsvaret tolkegebyret med henvisning til ”ret og rimelighed”, og at ”gebyret ikke kørte længe nok sidste gang”. Jane Heitmann (Venstre) forsøgte bogstaveligt talt, og forgæves, at ”løfte en byrde” fra Anders Beichs skuldre ved at fratage ham ansvaret for læge-patient-samtalen i et debatprogram på P1 om tolkegebyret (se: Skal vi lege læge). Politikerne vil have symboler, og de vil have lov til deres ”synsninger” – selv når der er forskning, der finder noget helt andet (læs f.eks. rapport om patientfejl, der opstår som følge af manglende brug af tolk). Politikerne tror, at de kan fritage læger for deres patientansvar, men resultatet er, at lægerne bliver virkelig træt i deres binyrer.

Amerikanske forskere har påvist, at politikere er blevet mere skeptiske over for videnskab i perioden siden 1974. Nyere studier har vist, at skepsis over for videnskab ikke er et enten-eller-fænomen, der styres af politik, men snarere er et komplekst og varieret fænomen, der er et produkt af kontekst, sociale netværk, moral og viden. I en moderne netværksorganiseret verden har de ekstroverte, højttalende politikere med klare simple budskaber en enorm gennemslagskraft. Problemet er, at modtagernes hjerner elsker de hurtige simple budskaber om falske dikotomier og løsninger på problemer, der ikke findes. Der er ikke mange forskere eller læger, der er kommet i pressen med komplekse brogede budskaber påklistret evidensniveau og sikkerhedsintervaller, og mange læger holder sig som sky antiloper langt fra den åbne mediesavanne. Læger gemmer sig ofte bag flokkens medfødte angst for folkevid og journalister. Men sandheden er, at mennesker trives bedst, hvis de ikke tvinges til at lytte til dem, der taler meget.

Men: Det er ikke bare et spørgsmål om at opdrage offentligheden og tvangsfodre den med fakta og viden. Befolkningen er ikke vidensmæssigt underernæret, og en bevidstløs udspredelse af viden har ingen effekt, hvis den ikke er skræddersyet til kontekst og målgruppe.

Forskere er følelsesmæssige analfabeter, og det betyder, at mange af de forskningsspørgsmål, der stilles, er meget langt fra at forbedre patienters liv med sygdom. Hvis forskerne ikke har fingeren på pulsen, følger med i medierne og går i clinch med falske videnskabsnyheder, stiller vi de forkerte, eller slet ingen, spørgsmål. Det var et tonedøvt forskermiljø, der ikke kunne se, hvad 50% af befolkningen følte under det seneste amerikanske præsidentvalg. Forskere skal nok arbejde meget mere på deres følelsesmæssige intelligens end på de statistiske kompetencer.

Forskere og læger er i stand til at gøre deres meninger bredt kendt via sociale og traditionelle medier – de er en del af eliten og har let adgang til medier. Men de bør være opmærksomme på de utilsigtede virkninger, som deres bemærkninger – inklusive Facebook-indlæg, tweets og retweets – kan have. Hånlige eller fremmedgørende bemærkninger kan distancere de mennesker, som de netop ønsker at påvirke, og gøre dybere dialog og gensidig læring vanskelig eller helt umulig.

Læger skal måske på sprogkursus og lære at forstå, hvordan budskaber modtages, forstås og (måske/måske ikke) efterleves. En glimrende start kunne være, her i ferien, at læse Morten Münsters bog Jytte fra marketing er desværre gået for i dag. Men der er brug for en langt mere alvorlig forbedring i lægers kommunikationsevner i bredeste forstand – for at nævne bare et lille felt, hvor læger fejler, er vores oversættelse af statistisk signifikans til hverdagssprog en (for læger ukendt) videnskab i sig selv, for patienterne og sundhedsforbrugerne hører noget helt andet, end vi tror.

Måske skal læger og sundhedsvidenskabelige forskerne overveje at omlægge deres strategi. Politikerne gentager de samme mantraer, og jo flere gange de siger det samme, jo mere kommer det til at lyde som sandheder – den illusoriske sandheds effekt. Det er ikke så tit, at fagfolk kommer i direkte dialog med politikere, men når de gør, må de nok gøre som politikerne med modsat fortegn: gentag sandheden, hold dig til evidensen, og brug dine faglige erfaringer aktivt. Der er intet, der slår en god case.

Det eneste, der kan få dine binyrer til at skrumpe, er at holde mund.