Menneskeslagtning i Kina

I den seneste tid har der i dagspressen været sporadiske artikler om, at organer fra dødsdømte anvendes til transplantation. Med ordet dødsdømte antydes, at der er tale om kriminelle fanger. I Kilgour/Matas-rapporten angives det totale antal transplantationer i Folkerepublikken Kina i perioden 2000-2005 at være 60.000. Antallet af transplantationer, hvor donoren er kendt, angives til 18.500. Det må være de ovenfor antydede kriminelle fanger. Men så resten, de 41.500 transplantationer, der må organerne vel så stamme fra ikke- kriminelle fanger. Med andre ord samvittighedsfanger. Af dem findes der i hundredtusindvis spredt i kæmpelejre over hele Kina. Det er typisk fanger fra den spirituelle bevægelse Falun Gong, der ikke har villet opgive deres navn og hjemsted for ikke at bringe familie, arbejdsplads og lokale myndigheder i forlegenhed. De bliver registreret med nummer. Deres blodtype og vævstype bliver bestemt. Når der søges et organ af en bestemt vævstype til transplantation, kan man finde det i en af disse lejre, som således er gigantiske organbanker. Det er således dødsdommen for den fange, der har den søgte vævstype. Stærke fangevogtere griber fangen og spænder ham/hende fast til et bord. Fangen bliver bedøvet med minimal bedøvelse, så lægen kan få ro til sit »arbejde«. Bedøvelsesmidler koster jo penge, og jo flere penge, der spares, jo større er profitten. Når lægen har skåret de organer ud, der er brug for, bliver den endnu levende menneskekrop kastet i krematoriets ovn. Typisk bærer lægen under disse lyssky forretninger ikke lægekittel, men militæruniform. De således frarøvede organer går til at føde Kinas buldrende transplantationsindustri. De skammer sig ikke for at reklamere åbenlyst på internettet.

At kinesiske læger har begået organtyveri fra henrettede fanger, fremgår allerede af artikler i Ugeskrift for Læger siden 2004 samt i dagspressen. Pointen og det nye er, at det i marts 2006 blev afsløret, at kinesiske læger udtager organer fra levende samvittighedsfanger på så brutal og hensynsløs en måde, at der ikke levnes fangerne overlevelsesmulighed. Disse læger gør sig i realiteten skyldige i mord.

På samvittighedsfanger, der ikke er blevet dømt for noget som helst, men kun har udnyttet deres forfatningsmæssige rettigheder til at give udtryk for deres overbevisning.

Kilgour/Matas-rapporten er skrevet af to canadiere, David Kilgour, forhenværende viceudenrigsminister (Asia/Pacific) og David Matas, kendt menneskeretsadvokat. Rapporten blev offentliggjort den 6. juli 2006 [1].

Kilgour/Matas-rapporten, hvor solidt den end er dokumenteret, er skrevet, uden at forfatterne har haft mulighed for at rejse til Kina. Forfatterne understreger selv, at den bør følges op af inspektioner i selve Kina, hvilket er en vanskelig sag i et totalitært styret land. Men to australske undersøgelsesteam er parat til at rejse til Kina for at undersøge anklagerne og har søgt om visa [2].

Dernæst gælder det om at redde livet for samvittighedsfangerne i de mange kæmpelejre over hele Kina. Deres liv er i fare, fordi de er i risiko for at blive brugt som organdonorer. Dette gøres bedst ved at skabe medieopmærksomhed om disse forbrydelser, som reelt er folkemord. Hvis disse forbrydelser bliver almindelig kendt i en bred offentlighed, vil det kinesiske regime ikke turde fortsætte hermed. Jeg håber, at lægerne, som ofte har god kontakt til medierne, vil presse på for at få medierne til at leve op til deres informationsforplig-telse. Samtidig må man lægge maksimalt pres på kineserne. Man burde stoppe medicinsk samarbejde med Folkerepu-blikken Kina, i hvert fald hvad angår knowhow om transplantation, og standse salg af medicinsk udstyr og medikamenter til brug for transplantation. Og opfordre til boykot af OL 2008 i Beijing.

Meditationsbevægelsen Falun Gong blev sat uden for loven den 20. juli 1999, og dens udøvere blev skånselsløst forfulgt, fordi Falun Gongs høje moralske principper var en torn i øjet på et bundkorrupt regime. Regimet har fået et kontant skudsmål i Nine Commentaries on the Chinese Communist Party, som er udgivet af dissidentavisen Epoch Times [3].