Mens vi venter på sundhedsreformen

Regeringen har bebudet en større reform af sundhedsvæsenet, som forventes lanceret i ugerne efter efterårsferien. Selv om jeg følger debatten om reformen ret tæt, står det mig ikke lysende klart, præcist hvilket problem reformen skal løse. Og endnu ved vi heller ikke præcist, hvad reformen kommer til at indebære. Fra min position som direktør på Rigshospitalet vil jeg dog gerne dele tre refleksioner, som jeg inderligt håber vil indgå i beslutningsgrundlaget for den kommende reform.

For det første. Hvis vi skal reformere sundhedsvæsenet, bør det altafgørende spørgsmål være: Hvordan øger vi mest effektivt sundheden for danskerne? Forebyggelseskommissionen besvarede dette spørgsmål i en 420 sider lang rapport tilbage i 2009: Hvis vi vil forlænge danskernes levetid og forbedre deres livskvalitet, skal vi differentiere momsen, så sunde fødevarer bliver billigere og fordoble tobaksafgifterne, så cigaretterne bliver væsentligt dyrere. Det sidste vil kunne bringe antallet af især unge rygere ned på niveau med forbilleder som Island og Norge. Dette er konkrete initiativer, som »blot« kræver politisk vilje. De kan umiddelbart realiseres og vil have hurtig effekt.

For det andet. Mange røster i og omkring regeringen taler for, at regionerne skal nedlægges. Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om en nedlæggelse af regionerne vil give os mere sundhed for pengene? Svaret fra eksperterne er ret entydigt nej. Den regionale struktur er ikke i sig selv et problem. Jeg kan supplere eksperternes pointe med min erfaring fra snart 35 år i sundhedsvæsenet: Strukturelle reformer kommer og går. Det eneste, de alle har haft til fælles, er, at transaktionsomkostningerne er enorme: Når vi bruger ressourcerne på at implementere den seneste reform, går de fra indsatser, som langt mere direkte er til gavn for patienterne.

For det tredje. Efter mange års centralisering er mere nærhed nu på tapetet igen. Der er efter min mening ingen tvivl om, at den aktivitetsbaserede styring af sundhedsvæsenet har presset især kronikergruppernes behandling ind på hospitalerne. Det er en rigtig god ide, at der tages initiativer, der presser den anden vej, så ukompliceret, opfølgende behandling kan håndteres af primærsektoren.

I iveren efter at styrke det nære sundhedsvæsen må vi dog ikke glemme den centraliserede, højtspecialiserede behandling, som universitetshospitalerne udfører. Mens disse linjer skrives, kan den første hjertetransplantation med et egentligt kunstigt hjerte (!) være i gang på Rigshospitalet. Danmark bliver formentlig det kun tredje sted i verden, hvor dette behandlingstilbud gives. Det er meget imponerende.

Men udvikling koster penge, og vil vi fortsat være med i front, så danskerne også i fremtiden kan være blandt de første i verden til at modtage nye banebrydende behandlingstilbud, skal der prioriteres ressourcer til personale og apparatur i de højtspecialiserede tilbud.

Når Piet og andre børn med ekstremt sjældne diagnoser skal have kvalificeret behandling. Når en familie forgiftes af svampe på Sydsjælland. Når en gruppe efterskolebørn kæntrer i Præstø Fjord. Når en elektriker forbrændes af et højspændingskabel i Harboøre. Eller hvis der – gud forbyde det – sker en større terrorhandling i Danmark. Så mærker vi alle, hvad det betyder for et lille land som Danmark at have et højtspecialiseret hospital, der hurtigt og kompetent sikrer optimal behandling.

Men igen: Det koster at have hele spektret af højtspecialiserede eksperter klar til at hjælpe patienter med komplicerede og sjældne sygdomme. Det koster at have moderne, avanceret apparatur. Det koster at investere i forskning. Og hvis vores forskning fortsat skal være på højt internationalt niveau, er der i den grad brug for, at den understøttes af andet end private fonde.

Den kommende sundhedsreform bør derfor indeholde en vision for de højtspecialiserede funktioner, som universitetshospitalerne i almindelighed og Rigshospitalet i særdeleshed tilbyder patienterne.