Merit kan løse lægemangel
Lægestuderendes vikariater på sygehusene skal kunne give merit - det er der mange fordele ved.
Lægestuderendes vikariater på sygehusene skal kunne give merit - det er der mange fordele ved.
Antallet af lægestuderende i vikariater på sygehusene står til at falde drastisk med indførelsen af fremdriftsreformen. Det er et kæmpe tab for både de sygehuse, som er afhængige af arbejdskraften, og de studerende, som går glip af chancen for at afprøve lægerollen. Ved at åbne op for meritgivende lægevikariater kan vi fastholde den gode tradition og samtidig tilgodese regeringens ønske om, at studiet færdiggøres på normeret tid.
For lægestuderende er lægevikariatet en enestående chance for at indgå i arbejdsgangen på et sygehus, inden vi er færdiguddannede. Efter fire års studier er det muligt at tage orlov fra bøgerne og komme ud og arbejde som læge under grundig supervision fra de mere erfarne kollegaer på afdelingen. Sådan har det i hvert fald været indtil nu. Politiken bragte den 16. april artiklen »Reform kan give stor lægemangel«, hvori to sygehusdirektører og formanden for Foreningen af Danske Lægestuderende fremstiller deres bekymringer for fremtiden, når fremdriftsreformen træder i kraft. Automatisk tilmelding til eksamen vil vanskeliggøre, eller i værste fald umuliggøre, vikariater efter sommeren 2015. Det er et kæmpe tab for både studerende og for afdelingerne.
Det er en kendsgerning, at mange afdelinger, især i provinsen og på de mindre hospitaler, benytter lægevikarer i stor stil. Lægevikarerne får vagtplanlægningen til at gå op, da de ofte er meget fleksible, og de udviser stort engagement. En ekstra bonus er rekrutteringen: Mange unge læger vender tilbage til netop de sygehuse eller specialer, som ellers har problemer med at tiltrække arbejdskraft. Det er også en kendsgerning, at den erfaring, de studerende får i et vikariat, er helt unik. Vikariaterne giver mulighed for at prøve sig selv af i lægerollen, snuse til de forskellige specialer og at få lærebogsstoffet helt ind under huden [1]. Alle, der har haft et vikariat, kan fortælle, at det er langt mere lærerigt og givende end de klinikophold, der er en del af lægeuddannelsen, hvor man ofte ender med at observere lægerne og sjældent får lov til faktisk at tale med patienten [2].
Det høres ofte både fra studerende og færdiguddannede, at hvis man virkelig vil lære noget, så skal man tage et vikariat. Derfor virker det oplagt at åbne for muligheden for meritgivende lægevikariater. De studerende, som har lyst til at tage et vikariat i løbet af studiet, kan efterfølgende ansøge om at få merit for et af de mange klinikophold på uddannelsen. Vikariatet skal naturligvis være relevant, og der kan stilles krav til særlige afdelinger, særlige færdigheder og om dokumentation herfor, præcis som det kendes fra klinikopholdene. Godkendelserne vil uundgåeligt give ekstra administrativt arbejde for universiteterne, men kan dog systematiseres på samme måde, som man har gjort for både de danske og udlandske klinikophold, hvor de studerende selv skal dokumentere tilstedeværelse og opnåede færdigheder med underskrifter.
Fordelene er utroligt nemme at få øje på. For det første vil sygehusene beholde deres arbejdskraft – også de mindre sygehuse i provinsen. Samtidig vil det mindske belastningen, at antallet af studerende på klinikopholdene blev mindre. For det andet vil de studerende få mulighed for virkelig at arbejde som læge, med den læring det giver, uden at forlænge studierne. Endelig vil regeringens ønsker om hurtig uddannelse tilgodeses, og de læger, der uddannes, bliver enormt kompetente.
Men det er ikke alt. Forslaget vil åbne nye veje i uddannelsen og gå imod den ensliggørelse, konformitet og standardisering, vi ser så rigeligt af for tiden. De studerendes forskelligheder er ønskværdige og bør værnes om. Det gør man, hvis man tillader dem at tilrettelægge uddannelsen efter deres egne ønsker. Nogle kan tage et vikariat og få merit. Andre kan tage den almindelige klinik, hvis de har det bedst med det [3]. Sådan kan man sende et signal om, at man respekterer de studerende og gerne vil have, de skal tage ansvar for sig selv [4].
Lee TJ, Kohn M, Young JB. Discovering medical students' full potential: a science and an art. Acad Med 2012;87:1477.
Okkels N. Lægestudiet er reduceret til lektielæsning. Information 5. sep 2013.
Schrewe B, Frost H. Finding potential in balance: navigating the competing discourses of diversity and standardization. Acad Med 2012;87:1479.
Okkels N. Uddannelse for uddannelsens skyld. Ugeskr Læger 2014;176:93.