#Metoo

”Der findes to slags yngre kvindelige læger”, sagde den kvindelige overlæge med en skarp tone, mens jeg kejtet holdt de to langebecker, hun utålmodigt havde placeret i mine hænder. ”Du ved, den opadstræbende, langt-fremme-i-skoene-type, som boller sig til tops, og så de andre, der arbejder deltid, som ikke lægger én interessetime, og undergraver vores fag ved konstant at være sygemeldte eller på barsel”, uddybede hun og afsluttede ”Hvem af dem er du?”.

Det var én af de situationer, hvor bilturen hjem gik med at formulere et skarpt comeback, da mit svar i situationen var vrøvlet. Desværre ligesom andre arbejdssituationer, hvor en upassende bemærkning, en diskret berøring eller et uopfordret tilbud om at mødes på vagtværelset blev mødt af et forbavset ikke-svar.

Hvad er det passende svar til den mandlige overlæge, som kigger på den mandlige patient og siger ”Se – der kommer den smukkeste yngre læge vi har. Du kan blive rask bare af at kigge på hende”. Det var svært at gennemføre stuegangen uden at føle, at de begge kiggede direkte igennem min uniform. Jeg tog det ikke op efterfølgende – måske var det venligt ment? Og som yngre læge var jeg kun på afdelingen i kort tid, havde ikke lyst til at blive stemplet som snerpet og overvejede jo at søge hoveduddannelse.

En mandlig kollega fortalte mig for nylig, hvordan han aktivt bruger flirten i arbejdet med ”sine sygeplejersker” og hvordan han ”kunne få mere igennem” ved at bruge seksuelle undertoner i kommunikationen. Han tilføjede med et bredt smil, at situationen kun ville blive bedre, når han blev overlæge. Jeg kan ikke lade være med frygte netop dén dag.

Eller hvad med min kvindelige kollega, som kvitterede for kontakterne til mit netværk i udlandet med bemærkningen: ”Jeg skal lige vide, hvor mange at dem hér, du har knaldet med, for man kan jo undre sig over, hvordan du er kommet så langt så hurtigt”, og min mandlige medstuderendes konstatering om, at ”den eneste grund til, at du har succes, er, at du har store bryster”? Ja, jeg kunne vedlægge et appendiks, desværre!

Jeg melder mig i det blandede kor af krænkede, men vil tage det forbehold, at jeg har mødt langt flest professionelle mænd i min karriere og understreger mine ”medsøstres” bidrag til mine uheldige fortællinger. Jeg er ikke et offer, men et vidne, som kan bekræfte at kulturen kan være rådden, og debatten derfor nødvendig. Magtstrukturerne og hierarkiet i sundhedsvæsenet gør det desværre til et slaraffenland for de magtsyge.

Vist skal jeg lære at sige fra i situationen, men vil systemet også venligst lave sig et 360-graders eftersyn? I sundhedsvæsenet skal der være plads til både mænd, kvinder og grin i kaffestuen, men vi skal passe på hinanden, og huske at den velmente kompliment kan være svær at skelne fra en grænseoverskridende flirt – særligt når der er en magtfaktor involveret. Udsigten til en anderledes kønskvotering løser ikke problemerne, når begge køn er med til at fastholde en accept af status quo.