Skip to main content

Militærlæger og lægeetik

Alment praktiserende læge Kirsten Hallager, Nørresundby. E-mail: oekokirsten@email.dk

1. nov. 2005
2 min.

»Tortur kan ikke gradbøjes. Tortur er en meget alvorlig sag, så der skal være belæg for at fremsætte beskyldninger, ellers bliver begrebet udvandet og meningsløst.«

Læger stiller dagligt diagnoser på baggrund af sygehistorier og parakliniske fund. Når det drejer sig om diagnosen fraktur, er grænsen mellem syg og rask skarp. Når det drejer sig om diagnosen depression, er grænsen flydende. Vi forsøger som læger til stadighed at gøre grænsen mellem depression og rask mere skarp, men det vil aldrig lykkes at gøre grænsen ligeså skarp som i tilfældet fraktur, fordi depression er »usynlig«. Man har ingen parakliniske undersøgelser at støtte sig til. Depression gradbøjes i let, middelsvær og svær depression. Fraktur kan ikke gradbøjes. Det er enten - eller.

I den Store Danske Encyklopædi står om tortur: forsætlig påførelse af stærk fysisk og psykisk smerte eller lidelse for at opnå information eller tilståelse, for at straffe eller skræmme eller af anden grund, udført af en repræsentant for eller med accept af en offentlig myndighed.

Jeg mener heller ikke, at tortur kan gradbøjes. Tortur er altid helt og aldeles uacceptabelt, og vi er forpligtede til at bekæmpe det på alle mulige måder.

Tortur kan ikke gradbøjes, men det kan den smerte, der påføres, og det er for mig at se det store problem, fordi der dermed ikke er en skarp grænse for, om en handling kan kaldes tortur.

Man skal selvfølgelig ikke fremsætte beskyldninger, der ikke er belæg for, men jeg mener ikke, at vi kan tillade os bare stiltiende at være vidende om, at tortur foregår. Vi må og skal i det mindste åbent diskutere, hvor vi mener, at grænsen går.

Jeg tror ikke, at amerikanske læger er meget anderledes end danske læger. Hvordan er amerikanske læger kommet i den situation, at Lancet har rejst anklager mod dem for medvirken til tortur, hvis ikke det er, fordi de er blevet presset ud over deres grænse. Vi må og skal diskutere, hvor grænsen går for ikke at risikere, at det næste gang er danske læger, der bliver presset ud over denne grænse.

SVAR

Litteratur:

Referencer

  1. Buhl H. Militærlæger og lægeetik. Ugeskr Læger 2004;36:3059