Min mening om helbredsovervågning af støjudsatte

Før og lige siden Danmarks indtræden i det europæiske fællesskab har mange udtrykt bekymring for vore i dansk selvforståelse langt bedre traditioner og værdier. Især frygtedes ringere standarder for miljø og arbejdsmiljø.

Sådan er det heldigvis ikke altid gået. Dels har vi - fx på arbejdsmiljøområdet - næppe været meget bedre end de andre. Desuden har EU faktisk også påvirket vores arbejdsmiljø positivt. Men for arbejdsmedicinske helbredsundersøgelser er det ikke gået ufattelig godt. Mange danskere mener, at helbredsundersøgelser kan tilsløre et arbejdsmiljøproblem og kun sjældent medfører egentlige forbedringer. De beskyldes også for at være skadelige for den enkelte. De kan måske afsløre en sygdom, men behandlingsmulighederne mangler, og de syge risikerer at blive afskediget. Sporene skræmmer fra uetiske, fagligt uforsvarlige og skadelige helbredsundersøgelser, der foretages i vid udstrækning i udlandet.

Men EU vil nok noget andet med arbejdsmedicinsk helbredsovervågning, som eksempelvis kræves tilbudt alle, der eksponeres for sundhedsskadelig støj. Der er faktisk god evidens for, at det kan medvirke til bedre beskyttelse af sårbare personer og til forbedring af arbejdsmiljøet. Støjeksponerede får derfor hørelsen undersøgt overalt i EU. Men i Danmark har kun en minimal brøkdel af støjeksponerede fået tilbudt audiometrisk overvågning. Herved sparer støjende virksomheder mange penge, men den manglende afsløring af asymptomatiske tilløb betyder, at mange støjeksponerede stadig udvikler alvorlig hørenedsættelse.

Tilbage i 2002 fastholdt Arbejdstilsynet, at Danmark overholdt støjdirektivets krav om tilbud om helbredsovervågning ved eksponering på arbejde for støj over 85 dB(A), da alle blot kan henvende sig til og blive undersøgt af det offentlige sundhedsvæsen. Men Arbejdstilsynet glemte flere ting: Var det offentlige sundhedsvæsen gearet, i stand og villig til at undersøge symptomfri arbejdere? Blev tilbuddet faktisk givet? Blev det kontrolleret? Arbejdstilsynet overså også, at reglerne skulle forpligte arbejdsgiverne, der jo (modsat danske skatteborgere) også var dem, som skulle betale. Derfor ville den danske tolkning af reglerne medføre konkurrenceforvridning - et følsomt emne i EU. Og så var ideen jo egentlig også forebyggelse af symptomgivende hørenedsættelse. Arbejdstilsynets tolkning krævede enten accept af tingenes tilstand eller indklagelse af Danmark for EU-Kommissionen.

Det upatriotiske valg medførte fire års korrespondance. Anklagen mod et medlemsland blev taget yderst alvorligt, men efter to år frafaldt Kommissionen sagen. De danske myndigheder havde oplyst om vores hygiejniske grænseværdi for støj på 85 dB(A), der betød, at ingen på arbejdet blev eksponeret herover. Derfor var helbredsovervågning ikke relevant i Danmark. Under henvisning til forskning og støjartikler på Arbejdstilsynets egen hjemmeside blev Kommissionen foreholdt den officielle misinformation om støjeksponering i Danmark. Efter genoptagelse i endnu et par år henlagdes sagen atter, nu med begrundelsen at der nok var pligt til at oplyse de støjeksponerede om deres ret til, men ikke pligt til, at foretage helbredsundersøgelse. Det oplyses dog, at et nyt direktiv ville stramme op på det tidligere, og at man fremover nøje ville følge dets gennemførelse og implementering af de danske myndigheder.

Nu har Arbejdstilsynet faktisk udarbejdet regler om helbredsundersøgelse af støjeksponerede. Tilbuddet gælder nu allerede ved 80 dB(A). Det bliver interessant at følge reglernes efterlevelse og Arbejdstilsynets kontrol heraf. Måske kan forventes tilsvarende danske regler, hvor EU i øvrigt kræver helbredsundersøgelse. Endelig kan man håbe, at kvalificerede personer tilknyttet et bredere forebyggelsesteam, som vi engang kendte det i BST, er i stand til at foretage undersøgelserne, så de lever op til faglige og etiske krav og rent faktisk bidrager til at mindske støjeksponeringen på vore arbejdspladser.