Skip to main content

Når man ikke VIL acceptere faglig uenighed og kritik

♠ Speciallæge i pædiatri Jesper Brandt Andersen, Vordingborg E-mail: jesperbrandt@dadlnet.dk

19. mar. 2010
3 min.

Peter Gøtzsche (PG) beskylder i Ugeskriftet [1] mig for at lyve om, at han mangler at forholde sig til kritikpunkter af hans Cochraneanalyse om støvmidetæt madrasbetræk fremsat af kliniske fagspecialister. PG henviser til sin hjemmeside [2].

Men hvis der er nogen, der lyver, må det være PG selv, for han har hverken i Ugeskriftet eller på hjemmesiden svaret på disse kritikpunkter:

1) Positiv priktest eller immunglobulin E for støvmider giver måske kun klinisk betydende allergi hos ca. 50% af patienterne, og støvmidebetrækket kan kun forventes at have en umiddelbar effekt hos disse, hvilket kan være en væsentlig forklaring på den manglende effekt i en del af de inkluderede studier. 2) Sensibiliserede, men (endnu) ikke allergiske patienter må forventes at have gavn af en reduceret allergeneksponering, dog på så lang sigt, at det ikke vil vise sig i studier af så kort varighed, som de medtagne. 3) Mideforekomst er helt overvejende betinget af klimatiske forhold, hvorfor de tiltag, der er nødvendige for midebekæmpelse, ikke nødvendigvis er de samme i forskellige klimatiske områder. I Cochraneanalysen skelnes der ikke, hvilket er ulogisk. 4) Klinisk er mideallergikere karakteriseret ved en væsentlig komponent af senreaktioner, som aftager over uger efter allergenprovokationer, hvorfor man ikke kan regne med den manglende effekt af støvmidebetræk i analysens korttidsstudier. 5) Nogle af de inkluderede undersøgelser medtager patienter med konkurrerende allergier og/eller tager ikke højde for den medicinske behandling i undersøgelsesperioden.

PG finder det ikke af betydning, at han ikke er specialist på fagområdet. Det kan undre, eftersom han selv i en mail til mig netop har betonet vigtigheden af tilstedeværende fagekspertise, med hans egne ord content area expertise, når der laves metaanalyser. Han har her i debatten rettet skarpe angreb imod Sundhedsstyrelsen (SS) for at rådføre sig med læger med stor ekspertise, men henviser nu selv til udtalelser fra Jens Korsgaard, som, konkluderer han, er den person i Danmark, der ved mest om husstøvmider og indeklima. Er den konklusion mon også evidensbaseret?

Foruden falske anklager imod mig for løgn og citatfusk fremfører PG også anklager imod fagspecialister for censur og imod SS's læge Jette Blands for interessekonflikter.

PG's budskab synes ikke at være til at tage fejl af: Hans metaanalyser er den ophøjede videnskabelige sandhed og facitliste, som der ikke kan og skal sættes spørgsmålstegn ved. Hvis man gør det, må det enten være, fordi, som han siger, at man ikke kan finde ud af at læse indenad, eller fordi man har dunkle motiver. Er man omvendt enig i konklusionerne i hans forskning, som det er tilfældet for Ankestyrelsen, så helliger målet midlet, og så er der i PG's øjne åbenbart ingen problemer i, at man som terminale forvaltningsmyndighed blæser på Forvaltningsloven efter bedste bananrepublikrecept.

Hermed betragter redaktionen denne debat som afsluttet.

Referencer

  1. Gøtzsche PC. Når man ikke VIL se evidensen. Ugeskr Læger 2010;172:733.
  2. www.cochrane.dk/research (marts 2010).