Nærhedsfond går til mursten frem for personale og flere senge i psykiatrien

Ligesom resten af sundhedsvæsenet er presset, er psykiatrien dobbeltramt – der er et økonomisk efterslæb i milliardklassen efter årelange besparelser i psykiatrien, og den lever stadig på nåde af puljepenge i stedet for at være på finansloven.

I regeringens sundhedsreform er der tale om et manglende fokus på en nødvendig økonomi, der i stedet drukner i urealistiske drømme om besparelser ved en ny struktur. Den nærhedsfond, man vil oprette, kommer primært til at gå til mursten (nye sundhedshuse). Det nære er man allerede i dag mange steder ved at eksperimentere med, f.eks. Psykiatriens Hus – et samarbejde mellem region og kommune.

Men det helt store problem med Sundhedsreformen er, at den ikke nævner psykiatrien.

Mangel på speciallæger

Når partierne bag Sundhedsreformen skal forklare, hvorfor psykiatrien ikke er nævnt, henviser de til den psykiatrihandlingsplan, som regeringen kom med i september.

Det udspil, der kom i efteråret omkring psykiatrien, lægger mest op til nye analyser og kortlægger problemer i psykiatrien. Man forholder sig f.eks. ikke konkret til manglen på speciallæger i psykiatri – faktisk var man ved at skrive psykiatrien ud af lægernes kliniske basisuddannelse. Vi behøver ikke anvende millioner af kroner på en arbejdsgruppe omkring rekruttering. Skab bedre arbejdsforhold og lad læger møde ildsjæle i psykiatrien i deres lægeuddannelse.

Ingen af de problempunkter, der nævnes i psykiatrihandlingsplanen, er der desværre taget højde for i udspillet til den nye sundhedsreform. Psykiatrihandlingsplanen er ej heller tænkt langsigtet nok, og økonomien bygger på primært to ting: Satspuljen og Danske Regioner. Den ene er allerede nedlagt, den anden ønsker regeringen også at nedlægge.

Hul psykiatriplan

Det lyder altså ret hult, når politikere på Christiansborg fortsat refererer til en psykiatrihandlingsplan med usikker og utilstrækkelig finansiering.

Det helt basale er ikke med i hverken psykiatrihandlingsplanen eller Sundhedsreformen – nemlig mere personale og flere senge. Det gælder både i regionernes hospitalspsykiatri og kommunernes socialpsykiatri. Ideelt set bør ressourcerne bedst følge patienten gennem systemet.

Der mangler rundt regnet 500 psykiatriske sengepladser i Danmark, kommunerne har ikke kunnet leve op til den rehabiliterende og støttende indsats, og ambulatorierne er rendt over ende af flere patienter. Det er simpelthen uanstændigt.

Det koster at investere i psykiatrien

Der er masser af evidens og vellykket forskning, der viser, hvad der virker. Eksempler herpå er OPUS, som er et intensivt ambulant forløb for unge med skizofreni, og bæltefrit sengeafsnit. Hovedkonklusionerne er, at projekterne lykkes ved at ansætte flere medarbejdere til at varetage opgaven, og dermed skabes mere tid til patienterne, netværksmøder med inddragelse af pårørende og kommunale samarbejdsrelationer m.m.

Jeg nægter at tro, at politikerne ikke er bevidste om disse basale sammenhænge mellem årsag og virkning. Det koster altså at investere i psykiatrien, men det koster mere at lade være. Vi bruger 55 milliarder kroner på psykiske lidelser, men kun 10% går til behandling – resten er afledte udgifter som tabt arbejdsfortjeneste, førtidspension og sygemeldinger (patient og oftest også pårørende). Der mangler desuden noget helt essentielt: en national plan for den mentale sundhed – så vi får fokus på forebyggelse.

Store konsekvenser

Konsekvenserne af en psykiatri, der ikke matcher behovet, er svære tragedier som selvmord, hjemløshed, mange, der ender på førtidspension, fordi de ikke fik tilstrækkelig hjælp, en del, der ender ud i kriminalitet, fordi deres sygdom forværres, og unge, der ikke kommer godt i gang med livet.

Det skaber også ringe i vandet, da der til enhver syg ofte står desperate pårørende på sidelinjen, som måske må sygemelde sig for at støtte den syge eller selv går ned med stress.

Danmarks mentale sundhed er i fare, og psykiske lidelser er vor tids største folkesygdom. Det er derfor stærkt bekymrende, at den nye sundhedsreform ikke tager psykiatrien alvorligt. Det drejer sig om menneskeliv det her.