Nazister på skadestouen

Man skal høre meget, før ørerne falder af. Jeg er nu næsten 72 år gammel, og selv om det sundhedsvæsen, jeg var en del af i mange år, i de sidste år er undergået ændringer i liberalistisk retning med privathospitaler og markedsføring af populære behandlinger i privat regi - en retning, jeg og min generation ikke har megen respekt for - så mener jeg alligevel, at med historien om nazisten, som på Amtssygehuset i Gentofte med uhørte uforskammetheder afviser den vagthavende læge, fordi hun er iraner, er grænsen nået for, hvad et dansk sundhedsvæsen kan bære at finde sig i.

Debatten har nu nået Politikens spalter. Det fremgår heraf, at en yngre mand henvender sig på sygehusets skadestue med akut opståede, turevise smerter i abdomen, som tolkes som nyrestenssmerter.

Han afviser den vagthavende - en kvindelig, iransk læge - med besked om, at han, som er nazist af overbevisning, ikke vil behandles af »et dyr«, hvormed han betegner turnuskandidaten.

Det lykkes ham med denne »argumentation« at få tilkaldt bagvagten, som på sygehusledelsens ordre overtager behandlingen af patienten.

Dette handlingsforløb kalder på følgende kommentarer fra mig:

Den vagthavende læges hippokratiske forpligtelse til at behandle enhver patient uden persons anseelse er ubetinget overholdt. Lægelovens påbud om at behandle enhver patient, som har behandling behov, er ubetinget overholdt.

Hans Buhl, der er formand for Lægeforeningens etiske udvalg, har udtalt, at »det vil være underligt at forlange, at den første læge, som patienten ikke ønsker at samarbejde med, skal tage over.« Og i samme udtalelse kommer bemærkningen: »Omvendt kan man måske godt sige til ham, at racister er uønskede - ,skrub af`, hvis der ikke er tale om livstruende sygdomme.«

Det er netop i den her refererede (Politiken, d. 17. oktober, 1. sektion, s. 3), at den etiske kortslutning finder sted. Patienten skal jo netop ikke afvises med begrundelse i hans racisme eller nazisme. Det er patienten selv, som afviser behandlingen af den iranske læge. I min opfattelse er den afgørende vurdering, om patientens sygdomstilfælde må betragtes som livstruende - og om patienten er nøgtern og apsykotisk. Der foreligger intet, der kunne antyde, at patienten var fuld eller gal (man kan selvfølgelig diskutere, om det falder inden for normalitetsbegrebet at betegne sig selv som nazist - men en sådan erklæring vil dog ikke i sig selv medføre forslag om psykiatrisk behandling).

Bagvagtens optræden på arenaen finder normalt kun sted, når vagthavende kandidat fornemmer, at grænserne for hans eller hendes faglige kompetence er nået. Dette var jo ikke tilfældet her.

Det står altså fast, at pt.s lidelse ikke var af livstruende art. Vurderet af bagvagten. Det står fast, at pt. ikke kunne anses for beruset eller psykotisk.

Ja - men så er det minsandten patientenes eget frie valg om han vil modtage den først tilbudte behandling!

Jeg er derfor helt og aldeles enig med Dansk Sygeplejeråds formands vurdering - at patienten burde have fået besked om at søge behandling et andet sted, når den tilbudte ikke passede ham. Og jeg er helt og aldeles enig med vores kollega Kamal Qureshi, når han jævnfører tilfældet fra Gentofte med lægestandens generelle og vedtagne holdning til Jehovas Vidner, når de afviser behandling med blodtransfusion.

Vi skal ikke indrette vort sundhedsvæsen med hensyntagen til racistiske enkeltpersoner. Vi skal ikke have »ariske læger« til behandling af særligt følsomme »hvide« danskere!

Vi skal sgu opføre os anstændigt! Og være os selv bekendt. Alt andet vil være både uanstændigt og ødelæggende for et velfungerende sundhedsvæsen.