Nej, Lægeforeningen skal ikke politisere

I replikken »Social ulighed er sundhedsskadelig« blæser forfatterne til kamp mod en række forskellige reformer, der er gennemført i de senere år, herunder skattereformer, fleksjob- og førtidspensionsreformen, kontanthjælpsreformen og senest kontanthjælpsloftet. Forfatterne argumenterer for, at Lægeforeningen skal påvirke opinionen og det politiske system til fremover at undgå sådanne »forringelser for den socialt dårligst stillede del af befolkningen«.

Med andre ord synes forfatterne at mene, at Lægeforeningen, repræsenterende den danske lægestand, bør abonnere på en bestemt, ikkeborgerlig økonomisk politisk linje, der er karakteriseret ved øget indkomstudjævning.

Men lad os helt overordnet slå fast, at en forudsætning for at styrke folkesundheden er at sikre de samfundsmæssige rammer i form af et nogenlunde velhavende og velordnet samfund, altså at føre en ansvarlig politik, med et lidt fortærsket udtryk. Hvordan dette så gøres, er i høj grad en politisk diskussion.

Her skal de nævnte reformer ses i lyset af, at de er justeringer af en for længst vidt udrullet velfærdsstat under udtalt pres – justeringer, der ikke er gennemført af ondskab, men i et forsøg på at bugsere samme velfærdsstat igennem ganske oprørt farvand, med et igangværende massivt migrations- og flygtningepres, et fortsat stort antal borgere i arbejdsdygtig alder på overførselsindkomster, dystre demografiske udsigter og en beskeden vækst.

Forfatterne kommer med eksempler på, at reformerne kan bevirke øget økonomisk ulighed, og ja, et af flere redskaber gennem de senere år har ganske rigtigt været at reducere visse overførselsindkomster, der gerne skulle være midlertidige, bl.a. for at øge incitamentet til at tage et arbejde. Men hvis dette rent faktisk betyder, at flere får et arbejde, og dermed kommer ud af ledigheden og dens negative helbredskonsekvenser [2], er en helbredsgevinst høstet. Meningen med mange af reformerne er desuden at øge jobskabelsen – lykkes også dette, kan endnu en positiv helbredseffekt indløses. Altså positive bidrag til folkesundhedens samlede »regnskab«, som ingen kan gøre krav på at have det forkromede overblik over, men som i høj grad er indlejret i den politiske sfære.

Vælger Lægeforeningen side i disse grundlæggende politiske spørgsmål, vil det derfor, som forfatterne er inde på, ganske rigtigt kunne betyde, at beskyldninger for politisering bliver nærliggende.