Neonatal tetanus

Jeg læste med interesse kronikken om neonatologi i Rwanda skrevet af Finn Jonsbo fra Rigshospitalets Neonatalafdeling [1]. På denne afdeling søgte jeg i 1974 stilling som 1. reservelæge men fik afslag. Det førte i stedet til en klinisk karriere fra det sydlige Afrika til det nordligste Grønland. Det er beskrevet i en række kronikker og artikler i Ugeskriftet forfattet på et tidspunkt, da der var mere spalteplads end nu til at fordybe sig i interessante kliniske problemer. Jeg har blandt andet mødt tetanus som en stor udfordring [2].

Det er en klinisk diagnose, i hvert fald i de lande hvor sygdommen findes. I kronikken er der et billede af et syv dage gammelt barn med tetanus. Det kan være lidt svært at se, måske fordi barnet har fået antikonvulsiv terapi. Hvad mere er, så er patienten fotograferet med en ansigtsmaske, der skjuler det vigtige symptom »Risus sardonicus« - det sardoniske smil. Hos nyfødte er dog ikke smil men gråd den vigtigste funktion til undersøgelse af den mimiske muskulatur. Normale nyfødte græder med åben mund, mens nyfødte med tetanus ikke kan sænke underkæben (trismus). Tonusforøgelse i m. orbicularis oris giver en sammensnerpen omkring munden. Læberne skydes frem, men børnene kan ikke sutte, hvilket er det første symptom, som mødrene observerer.

Når jeg skriver, er årsagen dog en anden. Forfatteren mener, at barnet har tetanus, fordi moderen ikke er sufficent vaccineret. Det er forkert. Årsagen er dårlig navlehygiejne.