Allerede nu ser vi, at en ganske betydelig andel (15-20%) af de ældre patienter, der har været på sygehus, må genindlægges inden for de første 30 dage efter udskrivelse. Med yderligere »effektivisering« og kortere indlæggelsesforløb kan man forestille sig, at denne andel øges.
Forudsætning for, at der kan spares sengepladser, er desuden, at en del af det arbejde, der skulle foretages på sygehuset, nu i større grad skal foretages ude i primærsektoren, hos praktiserende læger og i kommunerne. Men så har vi balladen – for dér, hvor der er ikke er supersygehuse, er der også fattige kommuner og langt mellem de praktiserende læger. Og for netop gamle mennesker går sygdom og funktionstab for det meste hånd i hånd. Løsningen for ældre og komplekst syge er derfor sjældent et »quick fix«, hvor vi lige på sygehuset får behandlet sygdommen, og så kan pleje og træning varetages i kommunen. Sygdomsbehandling, pleje og genoptræning er som hovedregel nødt til at foregå sideløbende for at lykkes.
Centralisering, effektivitet og omkostninger
Supersygehuse er et udslag af ønske om centralisering. Håbet og forventningen er, at man kan skabe et på en gang mere effektivt, bedre og billigere sundhedsvæsen.
Den udvikling, vi hidtil har set, når sundhedsvæsenet skal gøres effektivt og billigt, er brug af behandlingsalgoritmer, pakkeløsninger og kontrol, så mon ikke supersygehusene kommer til at betyde mere af det?
Gamle mennesker er langt mere forskellige end unge, og de passer derfor dårligt ind i pakkeløsningerne. Allerede nu ser vi skræmmende resultater af behandlingsalgoritmer. Et gammelt menneske kan næsten ikke komme på sygehus uden inden for få timer at være udstyret med drop, blærekateter og intravenøs antibiotikabehandling. Det skyldes, at de ofte opfylder algoritmens kriterier for f.eks. sepsisdiagnosen. Ikke fordi de nødvendigvis har bakteriel infektion, men fordi de på grund af anden komorbiditet kommer til at opfylde algoritmens punkter. Behandlingsalgoritmen, som var tænkt som et forsøg på at øge effektivitet og sikkerhed, har måske på den måde faktisk reduceret sikkerheden, for de nævnte behandlinger er jo ikke uden komplikationer.
Gode råd
Men alt skal jo heller ikke foregå på supersygehuse. Vi har de mere almindelige sygehuse tilbage, bl.a. mit eget sygehus i Nykøbing Falster. Problemet er bare, at når man betragter den geografiske fordeling af læger, kan man blive svært bange for, at supersygehusene også vil suge supermeget personale til sig, så der ikke rigtig er arbejdskraft tilbage til de almindelige sygehuse. Lægeforeningens nye formand mener, at hvis man ikke kan skaffe kvalificerede læger til et sygehus, må patienterne transporteres til andre sygehuse. I lyset af den megen snak om »patienten i centrum”« synes jeg egentlig, at det ville være nærliggende at overveje den alternative mulighed, nemlig at transportere lægerne til de sygehuse, hvor patienterne er.
Til slut vil jeg i al ubeskedenhed tillade mig at give politikere og planlæggere nogle gode råd:
-
Lav en kvoteordning, som fastlægger, hvor mange speciallæger der må ansættes til betjening af befolkninger i forskellige dele af landet. Uddannelsesstillinger fordeles allerede nu efter aftaler mellem regionerne, og det vil være nødvendigt også at regulere stillingsmarkedet for speciallæger, hvis vi skal sikre, at der også er læger andre steder end på supersygehusene.
-
Alternativt kunne man overveje andre modeller til retfærdig fordeling af arbejdskraft, f.eks. kunne supersygehusenes læger regelmæssigt arbejde på afdelinger på almindelige sygehuse – det kunne have den sidegevinst, at det ville være uddannende for alle parter
-
Uddan masser af geriatere! Der bliver brug for dem, både til supersygehusene og til de andre sygehuse. På supersygehusene får geriaterne en vigtig funktion med at sørge for, at tilgangen til de gamle patienter bliver baseret på den viden og evidens, som findes for denne patientgruppe. Det vil forhåbentlig kunne forebygge de værste ulemper for disse patienter.
-
Overvej om der skal uddannes så mange geriatere, at der på lidt længere sigt også er nogen, der kan arbejde i primærsektoren. Den medicinske behandling, der gives til skrøbelige ældre mennesker, er i dag i mange tilfælde meget kompleks og set i sammenhæng med, at behandlinger skal lægges ud i primærsektoren, bliver der brug for en høj grad af internmedicinsk ekspertice også i primærsektoren. Måske kan det løses med uddannelse af flere almenmedicinere og mere geriatri i uddannelsen til almenmedicin – men praktiserende speciallæger i geriatri kunne på lidt længere sigt også være en mulighed. Det kræver dog uddannelse af betydeligt flere geriatere, inden vi er mange nok til at løfte denne opgave.
-
Tro ikke på, at behandling af geriatriske patienter bliver overvejende ambulant, behandling af geriatriske patienter kommer fortsat til at kræve sengepladser.
-
Sørg for, at de fattige kommuner har resurser til den betydelige aktivitetsøgning, der skal ske i det kommunale sundhedsvæsen. I dag er det sådan, at f.eks. den fattige Lollands Kommune betaler for en velfungerende praksissektor i rige nordsjællandske kommuner (bl.a. fordi det er der, de praktiserende speciallæger bor og arbejder).
