Skip to main content

Nyere synspunkter på behandling af fedmeepidemien!

Speciallæge Christian Bobzin, Århus E-mail: bobzin@mobilixnet.dk

4. nov. 2005
2 min.

Overlæge Ole Lander Svendsen har i en leder i Ugeskrift for læger den 5. januar 2004 lagt op til mere debat om fedmeepidemien [1].

Hver anden europæer er efterhånden blevet fed eller overvægtig. Sundhedsstyrelsen har uden held påtaget sig at lave en dansk strategi til forebyggelse af denne trussel mod folkesundheden. Der er fortsat mangel på overordnede behandlingsstrategier, og der er ikke enighed om, hvad der feder mest: kornprodukter eller synligt animalsk fedt.

Det er en udbredt populær opfattelse, at man bliver fed af at spise synligt fedt.

Sandt nok at der er mange kalorier i f.eks. rent svinefedt. Men spørgsmålet er snarere, hvilke fødemidler man kan undvære, når man skal slanke sig. Nye undersøgelser fra udlandet har klart vist, at kornprodukter er underlødige i forhold til kød, fisk, grønsager og frugt.

Kroppen bruger kulhydrater, men det er en udbredt misforståelse, at det skal være i form af kornprodukter. Der er masser af kulhydrater i grønsager og frugt, og kniber det, kan kroppen selv udvinde glukose fra protein. Der er behov for ny overordnet tænkning og planlægning af indsatsen mod fedmeepidemien. Underligt nok hører man aldrig nogen stille spørgsmålet: hvad er menneskets naturlige ernæring?

Det spørgsmål er nu afklaret ifølge bogen: Simopoulos AP, ed. Evolutionary aspects of nutrition and health. Diet, exercise, genetics and chronic disease. World Rev Nutr Diet, 1999: Vol. 84.

Vores krop er ikke indrettet til et liv med masseproducerede agerbrugsprodukter, fordi vore gener er 40.000 år gamle. Vi er kropsligt set stadig jægere, fiskere og samlere.

Kornprodukter er sammenlignet med et tveægget sværd. Det betyder at nogle mennesker ikke slipper godt fra at spise kornprodukter. Kornprodukter er ikke menneskets naturlige ernæring. Eksempelvis indeholder korn en række giftstoffer, som menneskets immunsystem har svært ved at hamle op med, og korn indeholder ikke vitamin A og C. B-vitaminer optages bedre fra kød end fra kornprodukter. Proteinindholdet passer ikke til menneskets behov. Befolkningen har brug for nye inspirerende teorier om ernæring. Vi lever i en tid med daglige tekniske fremskridt. Mange ved, det er galt med overvægten. Vi er vant til mange forskellige slankeråd og ofte på forhånd motiverede til at prøve noget nyt.

Oplysning om min kostcirkel findes på www.bobzinfoodcircle.dk Den giver nye muligheder for samtale med patienterne, hvis noget går galt med forsøg på at holde sig slank.

Jeg foreslår indførelse af palæolitiske ernæringsteorier i kampen mod fedmeepidemien.


Referencer

  1. Svendsen OL. Fedmeepidemien har ramt Europa. Ugeskr Læger 2004;166:25.