Om den latterlige danske kvalitetsmodel

I virkeligheden findes der kun en målestok for kvaliteten af sundhedsvæsenet: middellevetiden. Den danske middellevetid har været blandt de højeste i verden, men for tiden er vi røget ned på en 36.-plads, hvor vi er på linje med Cuba og halter bagefter de Forenede Arabiske Emirater og Costa Rica [1].

Umiddelbart ser det ikke ud til, at vi kan bringes tilbage i førertrøjen med Den Danske Kvalitetsmodel. Den ligner højst en forklædning for kvalitet - kejserens nye klæder.

Lægevidenskaben er en videnskab, fordi vi systematisk forbedrer vores behandling gennem kvalitetskontrol. Den ultimative kvalitetskontrol sker gennem obduk-tioner, for de obducerede patienter har ikke forladt hospitalet gennem udgangen, men endte med at bruge kapellet. I Danmark har man valgt at afskaffe systematiske obduktioner, og derfor er den videnskabelige kvalitetssikring blevet undergravet. I Danmark er det de talende patienter, som bliver spurgt om den oplevede kvalitet, og de kommer til orde.

Formålet med Den Danske Kvalitetsmodel er at fremme kvaliteten i sundhedsvæsenet, og det skal ske gennem 104 kvalitetsstandarder. Kvalitetsovervågningen sker ved f.eks. at:

• måle andelen af nyfødte, der umiddelbart efter fødslen har hud til hud-kontakt med moderen.

• patienterne spørges: »Hvordan vurderer du, at du blev informeret om længden af ventetiden?«

• der skal foreligge retningslinjer for, hvorledes man identificerer og understøtter patientens og de pårørendes religiøse og kulturelle behov [2].

Hermed sker der imidlertid et spring fra sundhedskvalitet, der måles i middellevetid, og til sundhedsservice. Det endegyldige kvalitetsmål, middellevetiden, erstattes med surrogatmål, der består af 104 standarder. Når servicemålene sættes som standard, kan resultatet blive en pseudokvalitet. Jeg mener, at det er forfejlet at fokusere på service i stedet for kerneydelsen - er det de rigtige patienter, der rettidigt kommer i kapellet, eller er det de forkerte patienter, som utidigt kommer den gale vej?

Den Danske Kvalitetsmodel ser storslået ud på papiret og kan måske også forføre en skrivebordslæge [3]. I virkeligheden er det mest sundhedsservice og kejserens nye klæder. Man kan endvidere frygte, at modellen medfører en jagt på opfyldelsen af 104 standarder i stedet for at gå efter målet - en middellevetid i verdensklasse. Det vil jo være latterligt, hvis vi ender med at leve op til modellens 104 standarder, men fortsat halter bagefter Costa Rica og samtidig bliver overhalet af Cubas middellevetid.

Jeg mener derfor, at Den Danske Kvalitetsmodel er en ommer, fordi den er udtryk for surrogatkvalitet. Der er brug for en opdatering og en omdøbning af den danske servicemodel.