Om forskning i tungmetalforgiftning

Kommentar til overlæge Peter Jacobsens artikel: Kviksølv-forgiftning på tandlægeklinikker? i Ugeskrift for Læger [1]. Dansk forskning i toksiske metaller er ofte præget af fejlslutninger, da den foretages af læger/tandlæger med utilstrækkelig viden om metallers biokemi. Eksempler på fejl er: At der ikke skelnes mellem akut og kronisk kviksølvforgiftning, idet kronisk (kumulativ) kviksølvforgiftning ikke kan diagnosticeres ved blod- eller urinprøver. Der er desuden ikke korrelation ml. urinkviksølvmålinger og deponeret kviksølv (Hg) i kroppen [2]. At det antages, at Hg-forbindelser er stabile. Metallisk Hg kan f.eks. metyleres af fungi og bakterier i cavum oris eller tarm til metyl-Hg, eller metyl-Hg kan demetyleres. At genetiske forskelle i sensitivitet for Hg overses. F.eks. er det påvist ved apolipoproteinsystemet, at personer med APOE 4 er mere sensitive for Hg-belastning end andre [3]. At man overser nogle af Hg's indgangsporte, f.eks. den af professor Patrick Störtebecker påviste vej via næsehulen og langs lugtenerverne til bulbus olfactorius og til hjernen eller via næsehulen til blodkarsystemet i ansigtsknoglerne med forbindelse til blodkarsystemet i hjernen [4]. At der ikke tages højde for synergieffekten. Ved forskning med dyr er det påvist, at kombineret forgiftning med bly og Hg øger forgiftningsgraden med en faktor 100. En undersøgelse for tungmetalforgiftning bør derfor omfatte alle relevante tungmetaller. At man decimerer problematikken til kun at omhandle Hg og derved ikke tager hensyn til andre amalgammetaller som sølv, tin, kobber og nikkel. At der ikke søges efter tungmetaller i relevante organer f.eks. de fedtopløselige organiske tungmetaller i fedtholdige organer som hjernen.

I artiklen nævnes: »Den største patientgruppe havde kroniske sygdomme uden kendt relation til kviksølv. Den næststørste gruppe havde almindeligt forekommende symptomer som hovedpine, træthed, søvnbesvær og muskelsmerter, men ikke egentlige sygdomme.« Hovedpine, træthed, søvnbesvær og muskelsmerter er netop typiske symptomer på kronisk Hg-forgiftning. Endvidere: »Endelig var der en gruppe, hvis symptomer først var debuteret efter arbejdsophør ...«. Da Hg har lang halveringstid i centralnervesystemet, er det ikke utænkeligt, at symptomerne først begynder efter arbejdsophør.

Kronisk tungmetalforgiftning kan diagnosticeres ved obduktion, men in vivo må der anvendes provokationstest, hvor penicillamin, dimercaptopropionsulfonsyre eller ravsyre indgives for at mobilisere metaller fra depoter og til blodet/urinen, hvor disse herefter kan påvises. Den arbejdsmedicinske undersøgelse, som er beskrevet i rapporten [5], kan ikke anvendes til at udelukke, at de 733 tandklinikassistenter kan lide af kronisk tungmetalforgiftning, opstået grundet arbejde med amalgam.