Om Iraks og andre landes masseødelæggelsesvåben

Der er sikkert mange, der som Morten Krogh Jensen [1] har rystet på hovedet af alle os, der protesterede mod krigen i Irak, nu her hvor krigen er foreløbigt afsluttet. Modstanden fra Saddam Husseins styrker viste sig at være overraskende lille, men dette er naturligvis kun en fordel, hvad angår antallet af dødsofre og flygtninge. Nu er Saddam og hans forhadte og despotiske regime så væk og en ny tid for irakerne kan begynde. Det er dog ingenlunde givet, at overgangstiden til demokratisk styre vil blive let, snarende tværtom, Iraks manglende tradition for demokrati taget i betragtning.

Jeg vil stadig på Danske Læger Mod Kernevåbens vegne fastholde, at krigen burde have været undgået eller i det mindste udsat, indtil der lå et klart FN-mandat, som tillod krigen. Som bekendt rapporterede våbeninspektørernes leder Hans Blix om fremskridt i forhold til samarbejdsviljen fra de irakiske myndigheders side. Her har det internationale tryk med militær opbygning i Kuwait og verdensoffentlighedens enighed om nødvendigheden af våbeninspektionerne tilsyneladende gjort indtryk på Saddam. Det er sandsynligt, at med yderligere nogle måneders inspektion kunne inspektørerne have konkluderet, at masseødelæggelsesvåben ikke længere findes i Irak. Den danske regerings holdning til Irak-krigen er efter min mening kritisabel, fordi både stats- og udenrigsministeren gentagne gange forud for krigen sagde, at Danmark ville følge »FN-sporet« men da det kom til stykket, valgte man at afvige fra denne holdning. Jeg er bekendt med, at resolution 1441 fra november måned af nogen tolkes som givende tilladelse til krig, men dette er ikke den fremherskende holdning blandt FN-medlemmerne.

MKJ synes, at DLMK og andre fredsbevægelser burde have nedlagt sig selv i forbindelse med Berlin-murens fald. Desværre medførte Sovjetunionens sammenbrud ingen afskaffelse af atomvåben som sådan i verden, men selvfølgelig nok, at den direkte konfrontation mellem de to tidligere supermagter forsvandt. Den internationale Lægeforening til forebyggelse af Atomvåbenkrig (IPPNW) opstod i starten af 1980'erne, hvor der var en fornemmelse af overhængende fare for en sådan frygtindgydende krig. Den dag i dag står der stadig omkring 7.000 atomvåben klar til affyring rundt om i verden. Vi synes derfor ikke, at tiden er inde til nedlæggelse af foreningen. Vi arbejder stadig med at forsøge at overbevise de nukleare beslutningstagere om, at disse masseødelæggelsesvåben par exellence bør afskaffes, men altså hidtil uden held.