Omkostningerne til USA's sundhedsvæsen

Minna Skaus artikel USA's sundhedsdebat i Ugeskriftet (2009;171:3150-4) giver med sine velvalgte kasuistikker et glimrende billede af det organisatoriske og økonomiske kaos, som hersker i det amerikanske system. Jeg mangler imidlertid nogle facetter, som måske kan gøre billedet mere komplet.

Figur 1 viser smukt, hvordan udgifter til private sundhedsforsikringer er eksploderet, men den afslører ikke et andet vigtigt forhold:

I forbindelse med præsidentvalgkampen kom begge kandidater med visioner om reformer af det syge sundhedsvæsen. Arnold Relman, professor em. i medicin og socialmedicin på Harward Medical School og tidligere chefredaktør på The New England Journal of Medicine havde et længere indlæg »McCain, Obama, and the National Health« i the New York Review of Books den 8. november 2008, hvori han beskrev det amerikanske sundhedsvæsens problemer og forholdt sig til kandidaternes ideer.

De føderale programmer, Medicare og Medcaid, dækker op mod 80 mio. personer, andre offentlige programmer dækker ca. 10 mio. Dengang var 160 mio. dækket af fradragsberettigede forsikringer via deres ansættelse (med stigende arbejdsløshed er dette tal nok faldet). Et ringe og faldende antal er dækket af helt private forsikringer. Relman slutter dette afsnit i artiklen på følgende måde: »Although government programs cover less than a third of the population, governmentbears more than half of the cost of healthcare, if tax exemptions for employmentbased insurance are counted.«

Det sætter unægtelig de 16% af bruttonationelproduktet (BNP), som Minna Skau angiver, USA bruger på sundhedsvæsenet, i perspektiv. De offentlige omkostninger i USA og Danmark er altså ret sammenlignelige med omkring 8% af BNP, og der er ikke taget højde for, at over 40 mio. amerikanere er uden nogen forsikringsdækning.

Relman angiver, at 15-25% af forsikringspræmierne går til selskabernes overskud.

I 2000 skrev jeg en lille artikel om sundhedsforhold i USA til Encyclopædien. Jeg læste ret meget om det amerikanske system og fandt det berettiget at skrive, at 12-20% af forsikringsselskabernes udgifter gik til administration, hvilket understøttes ganske godt af de eksempler, Minna Skau giver i artiklen.

Alt i alt kunne man godt ønske sig en virkelig tilbundsgående artikel om det amerikanske system, hvor der blev gjort rede for de reelle pengestrømme. Kunne man få Ugeskriftets redaktion til at overtale Relman, også i hans egenskab af tidligere hovedredaktør for et af de mest anerkendte medicinske tidsskrifter, til at skrive en oversigt om det amerikanske system til læger uden for USA. Det er nok ikke alene læsere af Ugeskriftet, som ville værdsætte et sådant initiativ. Lægelige tidsskrifter i mange lande, også uden for Europa, vil helt sikkert sætte pris på en sådan artikel. For os i Danmark vil det være vigtigt at kunne få sikker dokumentation for at kunne argumentere for at hindre en udvikling hen imod et amerikansk, privat sygeforsikringssystem, der vil kunne medføre stigende udgifter (også offentlige), hvilket synes at være en delvis skjult dagsorden for flere partier.