Open access anbefales

Fra 1990-2002 var jeg assisterende redaktør og dernæst chefredaktør for Ugeskriftets »Videnskab og praksis«. Siden har jeg nydt at læse Ugeskriftet og ikke blandet mig i det redaktionelle: Gamle chefer skal ikke gå i vejen.

Ugeskriftets nytårsleder af Torben Kitaj & Jacob Rosenberg kalder imidlertid på et svar. Lederen anfører, at fri adgang til Ugeskriftets artikler kan underminere grundlaget for at publicere forskningsartikler. Af økonomiske grunde er den frie adgang til Ugeskriftets hjemmeside indskrænket, så kun medlemmerne af Lægeforeningen har gratis adgang. Open access, således at alle kan læse videnskabelige artikler, vil underminere Ugeskriftets økonomi, anfører redaktørerne.

Internationalt fra de medicinske forskningsråd i Europa, EMRC, som jeg er formand for, og fra European Science Foundation, der repræsenterer alle offentlige forskningsråd i Europa, fra det amerikanske, National Institutes of Health, NIH, der finansierer den offentlige amerikanske sundhedsforskning, anbefales open acces. De store private fonde, i Europa med Welcome Trust i spidsen, er også for open access. Argumenterne er, at patienterne, samfundet og fonde har bidraget til forskningen, og derfor bør alle have glæde af den. At forskning skal implementeres i medicinsk praksis, og derfor bør den uhindret kunne bruges af alle. Der er ingen argumenter imod open access, ud over økonomiske for tidsskrifterne.

Ugeskriftets redaktører skriver, at økonomien ikke kan holde til det. Men open access er vigtig, og de videnskabelige artikler er vigtige. De er Ugeskriftets raison d'être. Læg Ugeskriftets økonomi åbent frem med udgifter til trykning, udsendelse, den videnskabelige del, netdelen, den journalistiske del, indtægter fra annoncer, abonnement etc. Et Ugeskriftet med billigere økonomi og et kontingenttilskud fra Lægeforeningens medlemmer må overvejes. For ca. 15 år siden var der ingen fastansatte journalister i Ugeskrift for Læger, der var én læge ansat ti timer om ugen ved »Lægeforening og Samfund«. Lægerne skrev selv i Ugeskriftet, og af og til var der freelance journalistiske artikler. Hvis det er nødvendigt, må økonomien bedres via en »back to basics-model« med styrket debat via medlemmerne.

Det er essentielt, at Ugeskriftets videnskabelige artikler er der, kan læses og bruges af alle og bliver citeret i pressen. Den lægevidenskabelige forskning er vigtig for patienter, samfund og et godt hospitalsvæsen. Jeg vil opfordre til debat om sagen, således at videnskaben bevares og styrkes med open access til videnskabelige artikler; i tråd med anbefalingerne fra det internationale forskersamfund.

Svar til Liselotte Højgaard og Phillippe Grandjean (debatten)

af Ansvarshavende redaktør Torben Kitaj, Ugeskrift for Læger. E-mail: Tki@dadl.dk, Videnskablig redaktør Jakob RosenbergE-mail: jaro@heh.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen

I dette nummer bringer vi to kritiske reaktioner (se også de ti på side 226) på vores leder om open access (Ugeskr Læger 2011;173:29).

Vi er i princippet helt enige med både Philippe Grandjean og Liselotte Højgaard i, at der bør være fri adgang til forskning, som er støttet af offentlige midler. Indtil for ganske nylig har der da også været gratis og uhindret adgang for alle til Ugeskriftets artikler. Nu er det kun Lægeforeningens medlemmer og Ugeskriftets øvrige abonnenter, der har gratis adgang. Årsagen til, at Ugeskriftet har måttet skifte holdning, er udelukkende økonomisk. Derfor har vi i lighed med andre medier indført betaling for adgang til det meste af materialet i Ugeskriftet.

Philippe Grandjean foreslår, at en løsning kunne være, at fri adgang sker med en forsinkelse. Forslaget indgår i de løbende overvejelser om Ugeskriftets økonomi.

Liselotte Højgaards bemærkninger om, at de videnskabelige artikler er Ugeskriftets raison d'être, er naturligvis rigtig på den måde, at det er en af de vigtige grunde til at udgive Ugeskriftet. Fra Lægeforeningens side er der derudover også et ønske om at bringe artikler og debatindlæg om sundhedspolitik og medlemsrelevante emner, og derfor er der nu også ansat journalister på Ugeskriftet. Derfor er Ugeskriftet heller ikke i samme grad forblevet det næsten rent videnskabelige tidsskrift, som det var i Liselotte Højgaards redaktørtid.