Operation nabohjælp

Udenlandske læger skal kunne dansk, hvis de vil have dansk autorisation. Det har været et rimeligt krav fra Sundhedsstyrelsen i mange år. Der stilles også store krav, hvis man vil være erhvervschauffør. Det har myndighederne sørget for i mange år. Chaufføren skal jo dagligt sidde i mange timer med menneskers liv og helbred mellem hænderne.

Sundhedsstyrelsens nyeste regler for godkendelse af udenlandske lægers danskkundskaber svarer imidlertid til, at min nabo, i og med at han selv har kørekort, kan give mig licens som erhvervschauffør. Heldigvis er jeg gode venner med min nabo, min datter passer hans uvorne unger en gang imellem, og desuden er den ene tjeneste jo den anden værd. Så jeg skal nok få mit erhvervskørekort.

Men er det egentlig et system, som kommende passagerer (læs: patienter) kan være tjent med? Er det forsvarligt?

Og hvis jeg kører galt, og en eller flere kommer til skade, vil min nabo så påtage sig sin del af skylden eller erstatningsansvaret?

I 2001 afskaffede Sundhedsstyrelsen kravet om Danskprøve 2 (som fra maj 2002 hedder Studieprøven) som en forudsætning for at opnå dansk autorisation. Prøven blev erstattet med en dansksproglig vurdering ude på afdelingerne i forbindelse med to prøveansættelser a tre måneder (Vejl. nr. 44 og 45 af 9.4.2001). Den sproglige vurdering foretages af den udenlandske læges kolleger (naboer). De kan jo selv tale dansk.

Én ting er, at for læger fra de nordiske lande og EU stilles der ikke sprogkrav i forbindelse med dansk autorisation - jeg husker ellers tydeligt, at jeg som barn ikke forstod et ord af, hvad min norske tante sagde, og prøv at bede en sydeuropæer udtale »EU-borger« på dansk! Også til disse grupper burde der stilles sprogkrav.

Men endnu værre er den vilkårlighed, tredjelandslægerne udsættes for, og de konsekvenser, det kan have for patienterne. Ved evalueringerne efter prøveansættelserne skal kollegerne vurdere, om kommunikationen med kolleger, pårørende og patienter har været »forsvarlig«.

Denne ordning indebærer:

• at den udenlandske læges kommunikation kan have været uforsvarlig i tre eller sågar seks måneder,

• at bedømmelsen foretages af sundhedspersonale, som er uden indsigt i, hvilke sproglige fejltyper der kan være afgørende i bestemte situationer, og som ikke vil kunne bedømme, hvordan den pågældende udenlandske læges sproglige udvikling vil forløbe fremover,

• at der derved pålægges afdelingerne et ansvar, som de ikke har forudsætninger for at leve op til,

• at bedømmelsen kan påvirkes af personlige relationer på afdelingen samt af, om man på afdelingen har brug, hhv. ikke brug for den pågældende på længere sigt,

• at bedømmelsen ikke nødvendigvis foretages af den, som træffer den endelige afgørelse (overlægen), men kan være baseret på andenhånds oplysninger - »hvordan synes I, det går?«,

• at man udsætter de udenlandske læger for vilkårlige afgørelser i forbindelse med deres ønske om at få dansk autorisation, hvilket er en personlig belastning, som ikke er fair og bestemt heller ikke nogen passende introduktion til dansk hospitalsetik,

• at man sænker det dansksproglige niveau generelt ved at fjerne konkrete krav om undervisning/ prøver til fordel for et diffust kriterium som »forsvarlighed«,

• at når en persons dansk først er dømt godt nok, vil dette være en vurdering, som andre i systemet kan læne sig op ad,

• at man udsætter patienterne for risiko i tilfælde af overvurdering af en læges dansksproglige niveau - og at ansvaret, hvis noget går galt, vil være vanskeligt at placere,

• at man udsætter den samlede gruppe af udenlandske læger i Danmark for at blive diskrimineret, når de første lægefejl med baggrund i dansksproglige problemer dukker op.

Endelig er ordningen i direkte modstrid med Undervisningsministeriets ønske om ensartede retningslinjer (brev til Sundhedsstyrelsen af 14.3.2000). Afgørelserne ude på afdelingerne vil i fremtiden netop ikke være ensartede.

Forhistorien er, at Sundhedsstyrelsen i 1991 indførte kravet om Danskprøve 2 som en forudsætning for opnåelse af dansk autorisation. Og jeg tør næsten ikke sige det: Læger, der havde gennemgået K.I.S.S.' trin 10 (senere trin 11) tilfredsstillende var undtaget fra dette eksamenskrav. Erfaringen fra de foregående 20 år havde nemlig vist, at de pågældende lægers danskniveau var tilfredsstillende. Desuden testede Danskprøve 2 ikke specielt de relevante ting for læger - ting, som vi på K.I.S.S. lægger stor vægt på, fx udtalen.

I 2001 blev kravet om Danskprøve 2 afskaffet for alle udenlandske læger - et andet sprogcenter havde klaget over K.I.S.S.' særstilling - og afløst af den ovennævnte, kollegiale bedømmelse af, om kommunikationen har været forsvarlig under prøveansættelsen.

Denne løsning er uholdbar for både hospitaler, læger og patienter. Måske skulle man bruge den nye, helt forandrede Studieprøve. Hvis udenlandsk sundhedspersonale skal have kørekort til danske hospitalsafdelinger, bør der i hvert fald sikres såvel professionel undervisning som professionel evaluering - med eller uden særordning for K.I.S.S. Andet er ikke forsvarligt.

Forf.s adresse: K.I.S.S. Sprogcenter, Nørrebrogade 32, 2200 København N.