Opråb til yngre læger

Hermed et budskab fra almen praksis rettet til yngre læger, der fristes af familielægegerningen uden for storbyerne, men frygter et stort arbejdspres som følge af for få kolleger. Jeg tænker, at yngre lægers forestilling om praksisorganisation især er rettet imod lægehuse med flere læger. Solopraksis på landet rummer unikke oplevelser, men også skrøbeligheder over for uforudsete belastninger.

Meget har passeret Limfjorden, siden min oldefar var praktiserende læge i Sæby sidst i 1800-tallet og klarede sin morgenvisitation kl. 8.00-9.00 ved at slentre en tur ad byens hovedgade. Min farfar nedsatte sig 1917 i Brædstrup og videreførte sygehuslægens almene praksisdel og delte patienterne og økonomien imellem sig og sin svoger, Krogh-Jensen. To sønner overtog hver sin fars praksis og drev foretagenderne videre, nu dog med vagtordning imellem sig. Men de erkendte behovet for nytænkning og byggede en fælles klinik i 1960 - og blandede for alvor patienter. Ikke uden bekymring hos lægerne, har jeg forstået, ved denne udtynding af kontakt til egne patienter. Men familielægegerningen opretholdtes, patienterne affandt sig.

Mit eget liv som sololæge og siden delekompagnon har også rummet faser med nytænkning. Storvagtsordningen var en nyskabelse, der bl.a. rummede en gevinst for lægen som en del af en småbørnsfamilie, men også brød med fornemmelsen af, at egen læge med stor sandsynlighed kunne træffes døgnet rundt svarende til småvagtordningernes hyppige vagtfrekvens. Patienterne affandt sig igen. Formentlig har det i højere grad end patienterne ofte været lægerne, der har hindret implementering af nytænkning - i vores behov for at honorere patientens forventning.

Færre læger og derved et stigende patienttal samt en forventning om et stigende antal ydelser pr. patient har betydet, at vi i højere grad støtter os til hjælpepersonale. Og hvordan kan dette lade sig gøre i de bestående klinikker? Ja, man kan ikke have forventning om, at ekstra personale kan medvirke til at levere det ekstra antal ydelser, der genereres ved et højere patienttal, medmindre klinikkens areal udvides. Sygeplejersken har samme arealbehov som lægen.

Arbejdsmåden i praksis ændres derved drevet af en passende arbejdsdeling imellem læge og sygeplejerske, men patienttallet bliver mindre skræmmende.

Gør man en dyd af nødvendigheden og sætter familielægen over styr? Leverer vi en ringere ydelse til patienten end tidligere, hvor den klogeste mødte patienten først? Må patienten affinde sig igen?

Jeg mener nej. Vores patientpres blev for stort pga. et faldende antal læger i området. Fødekæden for nye læger er brudt ved nedlæggelsen af lokale sygehuse, og produktionen af læger har været lille. Vores løsning blev med Region Nords mellemkomst adgang til et større klinikareal. Derved kunne vi skabe plads til vores sygeplejersker og påbegynde den nødvendige opgaveglidning.

De gode resultater er ikke udeblevet. Patienterne har mere end affundet sig, de har udtrykt begejstring. Sygeplejerskerne udtrykker begejstring af samme slags som vores egen over den kontinuerlige kontakt til en afgrænset gruppe patienter. Og vi er begejstrede over det dynamiske team samt over vores (mere) fokuserede lægearbejde. Og projektet har ikke været til skade for patienter med hæmoroider eller dårlig ryg eller med andre lægekrævende opgaver. Til gengæld er talrige opgaver, der har karakter af kontrol eller forebyggelse blevet kanaliseret til sygeplejerskerne, der uomtvisteligt løser visse opgavetyper bedre end lægen. Feltet for udøvelse af familielægegerning og lægekunst er ikke formindsket.

En organisering i praksis, der ikke rummes under snævre rammer i små eller større lægehuse, og som sikrer høj kvalitet og arbejdsglæde og desuden vækker begejstring hos patienterne, der fortsat møder for dem velkendte personer i praksis, nu lidt flere.