Skip to main content

Overgangsalder - med eller uden hormoner

Professor Øjvind Lidegaard, e-mail: lidegaard@dadlnet.dk

2. mar. 2007
2 min.


I modsætning til, hvad undertitlen på læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langers nye bog om overgangsalderen synes at antyde, handler denne bog om meget andet end for og imod hormonterapi. Jerk W. Langer indleder med at slå fast, at denne bog »præsenterer læseren for reelle fakta ... baseret på den seriøse videnskabelige faglitteratur«. Der findes trods dette ikke en eneste reference til nogen af bogens oplysninger.

Efter en kort definition af overgangsalderen følger et afsnit om symptomer under og efter overgangsalderen, et afsnit om at leve sundt, hvorefter Jerk W. Langer leverer et velgørende afsnit om naturprodukter. Herefter to udmærkede afsnit om fordele, ulemper og risici om hormonterapi og til slut et fint afsnit om myter om overgangsalderen.

Bogen er skrevet med en let pen, og teksten er krydret af en række ofte galgenhumoristiske illustrationer ved Gitte Skov.

I afsnittet om naturmedicin skriver Jerk W. Langer om sølvlys, at den er »... det bedst undersøgte naturlægemiddel mod hedestigninger og natlige svedeture ...«. Seriøs videnskabelig faglitteratur har imidlertid dokumenteret, at sølvlys er virkningsløs over for såvel hedestigninger som svedeture. Hvor solid er dokumentationen så for de øvrige naturlægemidler, som bogen rummer?

De epidemiologiske oplysninger om risici ved hormonte-rapi er i det væsentlige korrekte. Jerk W. Langer bidrager dog som mange før ham til den misforståelse, at de randomiserede studier (HERS og WHI) dokumenterede en risiko for brystkræft under hormonterapi, som var højere og i modstrid med tidligere studier, hvor realiteten er, at disse studier dokumenterede en risiko, som meget præcist svarer til den, som en række observationsstudier og den store metaanalyse fra 1996 tidligere havde dokumenteret.

I en samlet vurdering af fordele og risici ved hormonterapi savner jeg den væsentlige oplysning, at den samlede dødelighed blandt kvinder i hormonterapi er den samme som blandt kvinder, der aldrig har anvendt hormonterapi. Det er dog et ganske markant fund, som jeg tror, mange kvinder ville være glade for at blive oplyst om, fordi det nuancerer de »katastrofeoverskrifter«, som ofte præger pressens dækning af emnet.

Jerk W. Langer oplyser i en faktaboks om muligheden for at mindske risikoen for brystkræft: Den ofte oversete omstændighed, at motion også her har væsentlig betydning, men desværre også den påstand, at mammografi skulle kunne mindske risikoen for at få sygdommen. Det kan mammografi desværre ikke. Tværtimod tyder en række studier på, at risikoen for at få konstateret brystkræft er højere blandt kvinder, som lader sig mammografisk screene. Det, man (i bedste fald) vinder ved mammografi, er at få opdaget sygdommen i et tidligere stadium.

Alt i alt en bog som rummer mange nyttige informationer for kvinder, som ønsker en basisintroduktion til overgangsalderen, som tydeligvis også er målgruppen for bogen.