Overlevelse før og efter den danske kræftplan

Storm et al har givet os indblik i overlevelsen før og efter den danske kræftplan [1]. Man imødeser analyser fra Kræftens Bekæmpelse med spænding, fordi data og selve analyserne er af meget høj kvalitet. Hvis vi har forstået analyserne korrekt, har vi imidlertid problemer med fortolkningen af dem.

Diskussionen giver indtryk af en positiv udvikling for lungecancer: Det fremhæves, at »forbedringen for seks ud af otte store kræftformer over de seks år, vi observerede, var større end i femårsoverlevelsen i EUROCARE fra 1990-1994 til 1995-1999«. Der er med kræftplanen gjort en indsats på lungekræftområdet. Operationer centraliseredes, og der blev udarbejdet retningslinjer for diagnostik og behandling. Vi får det indtryk, at forfatterne mener, at der dels er sket en forbedring i overlevelsen med lungekræft, og at der er en sammenhæng med kræftplanen.

Når vi ser på resultaterne, får vi imidlertid et andet indtryk. For lungekræft var den standardiserede dødelighed i analysen før kræftplanen 11% (95% sikkerhedsinterval (SI): 10-12%) og efter planen 12% (SI: 11-13%). For kvinder var den 12% (SI: 11-13%) før og 13% (SI: 12-14%) efter. Har vi forstået det rigtigt, er der ingen forskel på resultaterne før og efter kræftplanen.

Forfatterne nævner selv en af de mulige årsager til dette negative udfald, nemlig en for kort observationsperiode. Spørgsmålet er imidlertid, om en længere observationsperiode ville kunne påvirke overlevelsen. Andre mulige forklaringer på det efter vor mening noget skuffende resultat er mere sandsynlige. En af dem er, at planen ikke blev gennemført korrekt, fordi den største indsats ved en sygdom hvor 87-88% er døde £ 3 år efter diagnosen, bør ligge i forebyggelse og tidligere opsporing, dvs. i primærsektoren. Det er vort indtryk, at midlerne primært blev tilført sekundærsektoren. En anden forklaring på det skuffende resultat er, at forudsætningerne for planen ikke var til stede. Der forelå før planerne ingen undersøgelser, som belyste kvaliteten af kræftbehandlingen i Danmark på de store områder som f.eks. lunge- og brystkræft. Argumenterne, der blev brugt i agitationen, var en sammenligning af overlevelsen i Danmark med overlevelsen i andre lande. Der var væsentlige fejl i disse sammenligninger, som ikke inddrog risikofaktorer som rygning og sygdommenes sværhedsgrader. Den eneste risikojustering, der var foretaget, var for alder og køn. Med undtagelse af Danmark var de fleste landes indberetning til registrene mangelfuld [2-4]. Det betyder, at mange lande måske ikke har fået indberettet de sværest syge til registrene, hvilket fejlagtigt vil føre til en bedre overlevelse.

Konklusion: For de to absolut største kræftsygdomme (lunge- og brystkræft), som udgør ca. halvdelen af alle nye kræfttilfælde i Danmark pr. tre år, kan man ikke afgøre, om kræftplanen har haft nogen effekt på overlevelsen.