På en skala fra 1 til 10 – må jeg være fri

Efter et langt liv som læge er jeg blevet degraderet til patient, i hvert fald indimellem. Selv om jeg helst var fri, er det alligevel en oplevelse nu at være på den anden side af skranken, at skulle være ”patienten i centrum”. Et lille eksempel: Under indlæggelse i forbindelse med rygoperation fik jeg behov for noget smertestillende. Mit ønske herom medførte spørgsmålet: ”På en skala fra 1 til 10, hvor stærke er dine smerter?”.

Hvordan afgør man det? Jeg ved jo kun, hvad nul smerter er, men ikke ti. Jeg fik så at vide, at 10 er “værst tænkelige smerte”, men det er da meningsløst. En smerte er ikke tænkelig. Hvis den er til stede, er den en fornemmelse, hvis intensitet for at kunne angives og så i ti trin må sammenlignes med noget, men med hvad? En overstået smerte er en erindring, der ikke kan udsige noget om en aktuel smertes intensitet. Skal jeg sige, at den er 6, 7 eller 8? Hvis jeg siger, at den er 10, og jeg om lidt føler, at den er blevet værre, er den så 11 eller 12? Næh! Så var den alligevel ikke 10 før. Skalaelastikken skulle have været strakt lidt mere.

Mon fans af denne 1-10-skala lider af den vildfarelse, at smerteintensiteten er blevet objektiviseret? Vi har fået et tal, hurra! Og tal kan man bearbejde. Eller er det måske en del af det koncept, der drejer sig om, at patienten skal tage ansvar for sin sygdom, til brug for hvilket der nu er overrakt et værktøj? Den gamle inddeling i fire trin: ingen, let, moderat og svær smerte er meningsfuld og patientvenlig. Man kan afgøre, om det gør lidt ondt eller meget ondt, og er det ingen af delene, er det moderat. I mine øjne er anvendelsen af 1-10-skalaen også et udtryk for mangel på empati over for patienten. Har jeg ondt, kan der medfølende spørges, om det gør meget ondt. Det er ikke muligt med et meningsløst 1-10-skalaspørgsmål. Man kunne få den tanke, at anvendelsen er et led i en generel afskaffelse af empati, der jo tager tid at udvise. Tid der kan spares. Herfor taler, at også dyspnø ser ud til at skulle sættes på en skala fra 1 til 10! I den del af mit fremtidige liv, der skulle komme til at foregå som patient, vil jeg nægte at svare på spørgsmålet: ”På en skala fra 1 til 10…?”. Så får vi se, om det udløser sanktioner.