Pakker i psykiatrien fører til bureaukrati og kontrol

Tak for Jepsen & Lohmann-Olsens replik [1] om behandlingspakker i psykiatrien. En væsentlig pointe for os [2] er, at bureaukratiseringen på psykoterapiområdet får negativ indflydelse ind i psykoterapiens kerne: relationsopbygning, alliance med patienten osv.

Behandlingsret og pakkestandarder medvirker ganske vist til, at der ikke kommer lange ventelister. Bureaukratiet er jo effektivt på mange områder, det kan sikre enshed, stabilitet osv. Som psykiateren Otto Kernberg [3] beskriver, er problemet, at bureaukratisk udvikling med standarder og procedurer kan komme til at rumme aggressioner på et socialt niveau, uden at vi mærker det: »Reglen er nu at du skal sendes videre …«, »Sådan skal vi bare gøre, der er 19 timer« osv. Det er moralsk og har en stram og til tider mistænkeliggørende karakter, især hvis det fremgår, at modtageren ikke finder, at det skaber faglig mening. Sådanne budskaber vil i mange institutionelle relationer fremtræde unødigt autoritært og ufleksibelt. Nogen vil mene, at det blot er vilkår, som vi skal indstille os på – men når det opleves som en krænkelse af det psykologiske møderum med patienten, må det undersøges og diskuteres, også af fagprofessionelle. At ytre sig i en kontrolleret kultur er ikke altid lige velkomment, hvilket forstærker oplevelsen af aggression – og reaktiv tavshed.

Vi stræber efter lige rettigheder med pakker, men det krænker autonomien [1] og fleksibiliteten. Det gælder både for patienter og behandlere.

Psykiateren Irvin Yalom siger [4]: »Det vigtigste … er at tilbyde en autentisk helbredelsesrelation, fra hvilken patienter kan uddrage det, de måtte have behov for. Vi fører os selv bag lyset, hvis vi tror, at en specifik handling – det være sig en fortolkning, et forslag, en omformulering eller en forsikring – er selve den helbredende faktor«.

Den humanistisk baserede fleksibilitet i psykoterapien: at kunne møde mennesket og »at finde ham der, hvor han er, og begynde der«, er den psykoterapeutiske assessment og alliances byggesten. Bureaukratiets byggesten er derimod procedurer, som retfærdiggør begrænsninger og orden for alle, der befinder sig inden for rækkevidde.

Ressourcestramning i psykoterapien medfører, at alt skal være under kontrol; det bureaukratiske system oppustes med udgift til inspektørfunktioner i hver en afkrog af dagligdagen. Systemet får let en parasitær karakter. Med ressourcemangel i den fagbaserede psykoterapeutiske klinik er det en provokation at kontrolsystemerne er i vækst. Forståelseskløften er dyb og stressende.

De bureaukratiske systemer kræver vores bevågenhed og diskussion. Der er ingen enkle quick-løsninger i psykoterapi. Vores patienter og terapeuter skal ikke begrænses af simplistisk konstruerede rammer, som i overvejende grad blot tilfredsstiller kontrolaspekter i institutioner.