To paradigmer for den gode lægegerning

Bag de traditionelle pekuniære uenigheder i forsommerens RLTN-PLO-konflikt ligger to forskellige paradigmer om den gode almene praksis og den gode lægegerning. Man kan kalde dem Familielægeparadigmet og Systemparadigmet. De to paradigmer er tilstrækkeligt forskellige til, at parterne taler sig væk fra hinanden snarere end det modsatte.

PLO genopfandt familielægen for at fortælle deres paradigme:

– Familielægen er den enkelte borgers primære sundhedsrådgiver og behandler.

– Relationen mellem familielægen og borgeren er langvarig, personlig og privat.

– Familielægen er tovholder og koordinerende på tværs af patientens konkrete sygdomme og over tid.

– Familielægens lægegerning praktiseres i det direkte møde med patienten.

– Familielægen vil ofte have flere familiemedlemmer som patienter, heraf navnet.

– Familielægen er selvstændig erhvervsdrivende.

Familielægen ved godt, at størsteparten af praksisomsætning går igennem regionskontoret, som man har overenskomst med. Det er en økonomisk-teknisk betalingsdetalje, som sikrer familielægen betaling, sikrer patienterne imod betaling, men ikke bør sikre regionskontoret styrings- endsige ledelsesbeføjelser. Det vil stride imod både det liberale erhverv og beskyttelsen af det unikke forhold mellem familielægen og patienterne. Paradigmet er individorienteret uden at være liberalistisk, da paradigmet ikke synes om konkurrenceudsættelse.

Heroverfor står et systemparadigme, hvor den praktiserende læge er en del af det patientnære sundhedsvæsen, som sammen med vores nu få og store sygehuse konstituerer vores sundhedssystem i Danmark. Om end lægepraksis formelt er en selvstændig virksomhed, drives den bedst og mest effektivt under styring af nogle politisk vedtagne sundhedsmålsætninger med vægt på:

– koordination på tværs af sektorer og klinisk integration og herunder systematisk data- og informationsdeling,

– varetagelse af lægeopgaver i de nye kommunale sundhedsinstitutioner,

– særlige akutopgaver og hertil hørende servicekrav (f.eks. hjemmebesøg, lange åbningstider),

– overholdelse af kliniske retningslinjer, kvalitetskrav og produktivitetsnormer,

– ikke mindst at dette sker i alle 2.100 praksisser.

Hvis PLO og myndighederne skal finde fælles fodslag (igen), er de nødt til at forstå hinandens paradigmer og værdier som første trin mod at finde bærende fællesnævnere for fremtidens nødvendige samarbejde.

Senest har vi fået SPRAL: Selvstændige Praktiserende Læger. Disse særligt selvstændige praktiserende læger kan måske være med til klargøre paradigmerne? Tænk om man fik sådan en fraktion i dansk pilotforening?