Patientens guide til sygehusvæsenet

Det bør altid hilses velkomment, når fagfolk forsøger at formidle deres viden om de systemer, de arbejder i. Denne pæne lille bog fortæller klart og tydeligt om sygehusindlæggelser, hvad der går forud for, og hvad der sker under selve indlæggelsen. Begreber som forvagt, mellemvagt og bagvagt tydeliggøres, og vi får forklaret, hvorfor man op til otte gange kan komme ud for at blive spurgt om de samme ting eller få foretaget de samme undersøgelser. Og skulle man ikke være tilfreds med at få at vide, at det sker for ens egen sikkerheds skyld, så får man følgende lille (selvironiske?) kommentar med på vejen: »Det kan også skyldes, at lægen eller sygeplejersken spørger til dit velbefindende af ægte interesse« (s. 34).

Desværre er bogen også på flere vigtige områder upræcis. Det er fx problematisk, når det i forbindelse med omtalen af tavshedspligten skrives, at »hovedreglen er, at ingen oplysninger fra journalen kan udleveres, uden at du har givet tilladelse hertil« (s. 46). Ganske vist anvender lovteksten udtrykket »hovedregel«, men ingen, der kender resten af teksten, kan vel være i tvivl om, at »hovedreglen« kan fraviges i så tilpas mange tilfælde, at spørgsmålet bliver, hvad der er »hoved«, og hvad der er »hale«. Både embedsmænd og minister forsøgte at gå let hen over dette punkt ved præsentationen af loven om patientrettigheder, men i det lovforberedende arbejde var det jo lige præcis på dette punkt, at »krigen« udspilledes mellem bl.a. Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen. Sidstnævnte fik gennemført, at de hidtidige bestemmelser om videregivelse af helbredsoplysninger, hvortil der krævedes patientens skriftlige samtykke, blev ændret, således at der nu i en række situationer - først og fremmest i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb - uden nogen form for samtykke kan udleveres journaloplysninger til bl.a. andre sygehuse og den praktiserende læge.

Om de medicinske forsøg hedder det: »Du kan altså ikke blive ,forsøgskanin` uden at have givet dit mundtlige og skriftlige samtykke« (s. 45). Det er sandt, hvis man antager, at det, der står i loven, også er det, der sker i virkeligheden. Men på alle andre områder er vi da klar over, at der eksisterer en vis diskrepans mellem lovgivning og praksis. Skattelov og trafiklov overtrædes jo hver eneste dag. Hvorfor ikke også lov om forsøg på mennesker? I de år vi har haft denne lov, har der jævnligt forekommet veldokumenterede presseberetninger om patienter, som har deltaget i forsøg uden at have givet deres samtykke. Den Centrale Videnskabsetiske Komité har derfor, under Kamma Bertelsens formandskab, forsøgt at etablere en kontrolordning, hvor et panel af kontrollører går ud på sygehusene og ser på, hvordan forsøgene udføres i praksis. Imidlertid har forslaget mødt nogen modstand fra lægeside, og er endnu ikke en realitet. Hvis loven imidlertid overholdes til punkt og prikke, er modstanden imod kontrollen så ikke lidt uforståelig?

København: Aschehoug Dansk Forlag, 2001. 93 sider. Pris: 119 kr.

ISBN 87-11-16055 1.

Lone Scocozza