Patienternes vurdering af de praktiserende læger

Det var med stor interesse, at jeg læste artiklerne affødt af DanPEP-studiet i Ugeskriftet [1]. Jeg har selv deltaget i studiet og opfølgningsmøderne omkring resultaterne vedrørende mine egne og kollegernes resultater. Det er min vurdering, at en del af resultaterne var meget anvendelige i praksis efterfølgende.

Jeg må dog erkende at konklusionen i den sidste artikel vedrørende sammenhæng med praksistype skuffer mig voldsomt. Det ser ud som om, at resultatet for alt i verden skal bortforklares. Stort set alle spørgsmålskategorier viser, at patienter tilknyttet solopraksis er mere tilfredse end patienter i flerlægepraksis.

Denne forskel forsøges bortforklaret og undermineret i diskussionsafsnittet med vendinger som: »i solopraksis tilbydes man altid den samme læge [...] der er mindre trafik i solopraksis [...] der kan være forskelle i dimensioneringen af indgående kapacitet pr. læge«.

Jeg har meget svært ved at forstå, at Hanne N. Heje, Frede Olesen, og Peter Vedsted ikke klart og tydeligt skriver:

Andelen af utilfredse patienter er 25-30% større i flerlægepraksis i forhold til solopraksis på alle væsentlige spørgsmålskategorier!

Det kan vel ikke overraske ret mange, at læger i kompagniskab og samarbejdspraksis opleves mindre tilgængelige, mindre ansvarsbevidste, havende længere responstid, når man gang på gang hører, at læger vælger flerlægepraksis for at have andre læger at dele ansvaret med og for at have mere fleksibel/kortere arbejdstid.

Men det er selvfølgelig ikke politisk velset og scorer betydeligt bedre på patienttilfredshed i en tid, hvor alle landspolitikere, regionspolitikere og mange fagpolitikere forsøger at promovere flerlægepraksis på sololægernes bekostning.

Når forfatterne så senere i artiklen pludselig serverer følgende påstand: »Dette skal dog ses i forhold til fundet af, at læger i større praksisfællesskaber i højere grad lever op til faglige standarder«, ja, så både forarges og forundres jeg.

Påstanden stammer åbenbart fra en udenlandsk artikel og har jo slet ikke været emne i DanPEP-undersøgelsen.

Kan resultaterne fra udlandet umiddelbart bruges til at vurdere danske sololæger?

Hvilket ærinde er det, forfatterne er ude i, når de i en artikel om patienttilfredshed pludselig sår tvivl om, at sololægerne lever op til faglige standarder, i stedet for klart og tydeligt at understrege, at der er større tilfredshed blandt patienterne tilknyttet solopraksis?

1. Heje HN, Olesen F, Vedsted P. Patienternes vurdering af de praktiserende læger. Ugeskr Læger 2010;172:1105-26.

> Svar:

♠ Seniorforsker Hanne Heje. E-mail: hh@alm.au.dk. Forskningsleder Frede Olesen. Assisterende forskningsleder Peter Vedsted. Forskningsenheden for Almen Praksis i Århus, Aarhus Universitet

Vi takker Peter Petersen (PP) for hans kommentarer til artiklerne vedrørende resultater fra DanPEP-studiet - primært artiklen med undertitlen »Sammenhæng med praksistype« - og for i den grad at bringe disse forskningsresultater i spil.

PP foreslår, at der i artiklen lægges vægt på forskellen i antallet af utilfredse patienter. Vi har i analyserne valgt at dikotomisere besvarelserne og arbejde med de positive. De resterende besvarelser faldt i kategorien »Acceptabel« eller i en af de to negative svarkategorier. Der var generelt kun få besvarelser i de to negative kategorier, hvorfor tilsyneladende store prævalensratioer - som eksemplificeret af PP - ville dække over meget små differencer i prævalensen af negative evalueringer [1].

I artiklen, som PP refererer til, præsenteres - ligesom i de to foregående artikler - mange delresultater, hvoraf en del forekommer lette at forklare, mens andre formentlig har en mere kompleks baggrund. Et af artiklens resultater er ikke, som PP ellers nævner, at læger i flerlægepraksis opleves som mindre ansvarsbevidste. En videnskabelig artikels diskussion bør forsøge at forholde sig kritisk til metoden samt søge at forklare resultaterne. Der er en række mulige forklaringer på forskelle mellem solopraksis og flerlægepraksis, og dem søger vi at fremlægge - i lighed med andre arbejder af denne type. Selvom PP mener, at nogle af disse forklaringer kan afvises på basis af anden viden, er det i overensstemmelse med god videnskabelig sædvane, at vi i artiklerne forsøger at diskutere mulige årsager til vore fund.

Nogle mulige forklaringer understøttes eller udfordres af anden litteratur, bl.a. vores fund af en højere patientoplevet faglighed på visse målepunkter i solopraksis. At tendensen i den internationale litteratur viser, at de faglige standarder - målt med andre indikatorer end patientevalueringer - er højest i flerlægepraksis, understreger netop, at konkurrerende rationaler og overvejelser er i spil, når den samlede kvalitet af sundhedsydelser skal evalueres. Vi mener, at betydningen af at måle patientoplevet kvalitet er undervurderet i Danmark, men vi finder det vigtigt at fastholde et bredt kvalitetsbegreb, hvor de rette indikatorer anvendes til at måle den sundhedsfaglige og den organisatoriske kvalitet.

PP stiller spørgsmålstegn ved vore motiver til diskussionen af egne fund. Vi mener ikke, at en sådan kritik er berettiget. Det er helt korrekt, at de politiske strømninger går i retning af at støtte etableringen af flerlægepraksis frem for at bedre vilkårene for solopraksis. Hovedresultaterne i den kommenterede artikel går tydeligvis imod disse politiske strømninger. Vi mener, at det er vores opgave at kvalificere diskussionen af dokumentationen på området.