Perifer facialisparese ved adenokarcinom i mellemøret

Denne overskrift på en kasuistik af Rikke Skovsted Schnack-Petersen et al i Ugeskrift for Læger (2005;167:1863-4) kræver følgende kommentarer ikke mindst på grund af mit førstehåndskendskab til patienten som hans praktiserende ørelæge og indlæggende ørelæge.

Patienten har sine initiale symptomer i maj 2002 og henvender sig til ørelæge den 19. september 2002 på opfordring af neurolog, som finder facialisparesen ejendommelig.

Ved den første undersøgelse er der ingen smerteangivelse, men patienten synes, at lammelsen i højre ansigtshalvdel, som har varieret noget i intensitet, nu er blevet betydelig værre. Han er af og til i stand til at lukke sit højre øje uden problemer, og af og til kan han slet ikke lukke det.

Ved den objektive undersøgelse finder man nedsat funktion af den højresidige facialis inkl. pandefacialis, men god

øjenlukfunktion og intet Bells fænomen. Der har været kortvarig svimmelhed.

Ud over den ejendommelige facialisparese er der helt normal otoskopi. Der findes en ganske let asymmetri i hørelsen med 10 dB's høretab på 8.000 Hz på højre side, men derudover fuldstændig normale stapediusreflekser og tympanometri.

Der planlægges videonystagmografi (VNG) og hjernestammeaudiometri (ERA). VNG foretages den 1. oktober 2002, og den viser en massiv højresidig kanalparese og en svær højresidig preponderance. ERA aflyses, og patienten henvises til MR-skanning.

Den 10. oktober 2002 indlægges han akut på neurologisk afdeling pga. svimmelhed. Nu total højresidig perifer facialisparese.

MR-svaret foreligger den 11. november 2002 og viser, at mastoidet på højre side er opfyldt af en cysteagtig væske. Derimod er mellemøret fuldstændig luftfyldt.

Ved telefonisk kontakt til MR-afdelingen foreholder man det ejendommelige i, at mellemøret er luftfyldt samtidig med, at der er væske i mastoidet på højre side, og patienten har cystevæske i udstrækning helt til ned i spidsen af mastoidet.

Jeg diskuterer med MR-afdelingen om muligheden for en hæmangiomlignende tumor eller anden solid tumor, men det fastholdes, at det drejer sig om væskesignal.

Audiometrien gentages den 11. november 2002, hvor den højresidige diskrete hørenedsættelse genfindes uden forværring. Patienten har på daværende tidspunkt lidt ømhed på mastoidet på højre side. Han indlægges efter aftale med overlægen på den lokale øreafdeling til fastlæggelse af diagnose mhp. hurtig CT. Denne foretages den 2. december 2002 og viser som anført knogledestruktion og solid tumor.

Adenokarcinomet kan næppe være udgået fra mellemøret, al den stund at den primære otoskopi er normal inkl. mellemørefunktionen, herunder normale stapediusreflekser.

Ved første konsultation var der ingen smerter overhovedet. Det var patientens klinik og den massive påvirkning af vestibularisfunktionen på højre side, som førte til ønsket om MR-skanning.

Ømhedsangivelse ved palpation af mastoidet opstod først meget sent, når man tager tumors store udbredelse i betragtning. Dette sygdomsbillede er overordentligt sjældent, og for de mange praktiserende ørelægekolleger har jeg fundet det væsentligt med supplerende oplysninger omkring udredningen i ørelægepraksis.

SVAR: