Ph.d. eller ej?

Bliver der uddannet for mange ph.d.-ere? Og er forskeruddannelsen god nok?

De spørgsmål har fyldt i debatten på det seneste, og de er vigtige. For naturligvis skal det give mening, at stadig flere gennemfører ph.d.-forløb. Både for sundhedsvæsenet og den enkelte læge.

Lægeforeningen ser med bekymring på den meriteringsspiral, som flere og flere yngre læger oplever, når de skal ansøge om hoveduddannelse. Det er et ræs, som starter allerede under studiet, og de nyuddannede læger, som skal kæmpe om eftertragtede hoveduddannelsesstillinger under 5-årsfristens åg, føler sig presset til at påbegynde ph.d.-uddannelsen for at kvalificere sig til stillingerne – især inden for visse specialer.

Appel

Det er en skæv brug af ph.d.-forløbene og det at forske, og derfor appellerer vi til både specialeselskaberne og regionerne om at kigge bredere på de faglige profiler, når de ansætter. At forske er vigtigt, men er langtfra den eneste kompetence, som en speciallæge skal beherske. I de syv lægeroller indgår bl.a. også at kunne kommunikere, lede/administrere og samarbejde – kvalifikationer, som også bør komme i betragtning, når man vurderer ansøgerne til hoveduddannelsesstillingerne.

Det er vigtigt, at ph.d.-graden ikke blot pynter på cv’et, men at interessen for at forske også bagefter næres. Det kræver bl.a., at universiteterne både tilbyder strukturerede karriereveje og konkret karrierevejledning til yngre forskere. Det er også afgørende, at læger kan kombinere deres kliniske virke med fortsat forskning, og her har regionerne en forpligtigelse til – sammen med lægerne – at sikre, at de evner, der er erhvervet under ph.d.-studiet, kommer i anvendelse bagefter.

Ikke obligatorisk

Er kvaliteten i orden hos de lægelige ph.d.er? For nylig kunne Aarhus Universitet offentliggøre, at deres forskeruddannelse på Health ifølge et internationalt evalueringspanel, »er vurderet til at være et veldrevet og konkurrencedygtigt udklækningssted for talentfulde forskere«. Det er glædeligt, men det er ikke en evaluering, som kan stå alene. Vi mangler en samlet vurdering af, hvordan det stigende antal ph.d.ere bidrager til den sundhedsvidenskabelige forskning.

For Lægeforeningen er det vigtigt at fastslå, at ligesom en ph.d.-titel ikke bør være den eneste vej til en hoveduddannelsesstilling, så bør den heller ikke være obligatorisk for overhovedet at få mulighed for at forske.

Danske Regioner har som arbejdsgiver en særlig forpligtigelse til at skabe rammer for og afsætte midler til, at der etableres flere fleksible former for forskerkarriereveje for læger. Det handler blandt andet om at skabe offentlig-privat samarbejde samt kombinations- eller delestillinger, så lægerne får rum og tid til at forske.

Stærke forskningsledelser

Det kræver, at der etableres stærke forskningsledelser på hospitalerne og afdelingerne. Hvis ikke forskningen bliver ledelsesmæssigt forankret, kan den have svære kår i den daglige drift.

Det underbygges af en undersøgelse, som Lægeforeningen gennemførte i 2014 i samarbejde med Gallup. Her svarede 91 procent af 915 repræsentativt udvalgte læger, at der er for lidt tid til forskning i den kliniske hverdag. 76 procent af de adspurgte læger fandt endvidere, at lægers forskning er vigtig for at udvikle og forbedre patientbehandlingen.

Hvis læger skal kunne levere den bedste behandling, skal vi have forskerens evne til at vurdere nye behandlingsmetoder til patienten og være med til at generere den nyeste viden. At få mulighed for at engagere sig i et forskningsmiljø er således også vigtigt for udvikling af lægers kliniske kompetencer. Vi bliver f.eks. bedre til at vurdere forskningsresultater generelt og anbefale den behandling, der er bedst videnskabeligt underbygget. At forske er en del af det at være læge – med eller uden ph.d. – så kære regioner og universiteter: Hjælp os med at skabe de nødvendige rammer.