Prioritering af psykopatologi i speciallægeuddannelsen i psykiatri

Da jeg har planer om at søge hoveduddannelse i psykiatri om et år, gør jeg mig visse tanker om uddannelsen. Jeg har afsluttet min I-stilling, så det er på denne baggrund, at jeg skriver. Der findes tilsyneladende ikke et særskilt tidsskrift, hvor læger, der arbejder inden for psykiatrien, kan skrive artikler og debattere. Derfor har jeg sendt mit indlæg til Ugeskriftet.

Vi har at gøre med nogle af de sørgeligste og mest forfærdelige sygdomme - hjernesygdommene, hvor man kan miste »sig selv« og sin evne til at vurdere sin situation og sin omverden. Det betyder, at vi som læger virkelig må leve op til vores ansvar som patientens advokat.

Lægens hovedopgave er at diagnosticere og behandle. Før den rigtige diagnose er stillet, kan vi ikke give den korrekte behandling. Vi kan heller ikke forske og undersøge de forskellige behandlingers effekt, før vi ved, at vi undersøger grupper af patienter med samme sygdom. Da vi endnu ikke har biomarkører, må vi, når vi stiller diagnoser, forlade os på, at vi kigger efter de samme symptomer og taler det samme sprog. Derfor efterlyser jeg mere fokus på psykopatologi i vores uddannelse.

Jeg ser, at der udbydes ni dages psykopatologi på kursus under hoveduddannelsen. Der er et deltagerantal på 20, så man skal ikke forvente individuel undervisning eller færdighedstræning. Der ses ikke opstillet yderligere krav eller planer om, hvordan psykopatologien derudover skal tilegnes.

I skarp kontrast ses et obligatorisk krav om 180 timer i en af de mulige behandlingsformer, som vi kan benytte os af - psykoterapien. Timerne skal fordeles som 60 undervisningstimer, 60 terapitimer og 60 timers individuel supervision. Der findes en særskilt betænkning, som detaljeret beskriver, hvordan forløbet skal være. Denne behandlingsmetode har, så vidt jeg ved, kun for enkelte psykoterapeutiske retninger vist sig at være evidensbaseret, og i disse tilfælde kun for de mildeste psykiatriske sygdomme. Der forlanges oven i købet, at der lægges hovedvægt på en ikkeevidensbaseret retning. Øvrige behandlingsformer inden for psykiatrien berøres slet ikke i nævneværdig grad i forhold til dette (hvor mange timer fysioterapi indgår der mon i en reumatologs hoveduddannelse?).

Ud over de 180 timer er der tre dages psykoterapi på kursus under hoveduddannelsen, hvor man forudsætter, at vi er funderet i psykopatologi. Det er og bliver vi ikke, uden at undervisningen i psykopatologi prioriteres og konkretiseres i lige så høj grad, som psykoterapi er i dag.

Vi er som læger uddannede til at arbejde systematisk og målrettet. For engang med tiden at kunne bekæmpe og for i dag optimalt at kunne behandle sygdomme, der er så komplekse som disse hjernesygdomme, er vi nødt til at arbejde systematisk. Lad derfor være med at prioritere en behandlingsmetode højere end diagnosticering. Psykiatrien skyder sig selv i foden på denne måde. Den diagnostiske samtale er forskellig fra den psykoterapeutiske samtale. Den diagnostiske samtale er grundlæggende og afgørende for valg af behandling og bør derfor indlysende prioriteres forud for andet. Den psykoterapeutiske samtale er en behandlingsform, som man kan vælge at gøre brug af blandt andre.

Lad os lære det grundlæggende og blive gode til det. Undervis os med omhu og uhildethed jævnt i de forskellige muligheder, der er for behandling. Så bliver vi i stand til kritisk at undersøge dem og gøre brug af de mest egnede.

Der er næppe noget andet speciale, hvor så mange forskellige grupperinger har en mening om sygdommene og om, hvordan de bør behandles. Vores patienter er svage, påvirkelige og ikke i stand til at forsvare sig selv. Psykiatri er et lægeligt speciale. Ret ryggen læger - lad os arbejde, som vi grundlæggende har lært det. Det skylder vi vores patienter.