Prioritering er kompleks

Prioritering er en kompleks øvelse, der er ingen nemme løsninger eller genveje. Alle erfaringer og al viden bør udnyttes - også lægemiddelindustriens.

Lad os se det i øjnene: Der er altid blevet prioriteret på sundhedsområdet, og det vil der også blive i fremtiden. Prioritering drejer sig om at rangordne valgmulighederne for overhovedet at kunne træffe et valg og handle efter det. Og i sundhedsvæsenet skal der hele tiden træffes både resursemæssige og lægefaglige valg - altså prioriteres. Nogle gange betyder prioriteringer i én del af sundhedsvæsenet tilmed, at valgmulighederne andre steder underlægges begrænsninger, ofte på en måde, som minder meget om direkte rationering.

Bredt grundlag

Med det in mente er det tydeligt, at der hviler et stort ansvar på de læger, politikere og myndigheder, der foretager prioriteringerne.

Lige nu er den store udfordring imidlertid, hvordan vi sikrer en fyldestgørende beslutningsstøtte på det mest kompetente og højeste faglige niveau. Det er i det lys, debatten om etablering af et prioriteringsinstitut bemandet med læger skal ses.

Det er nødvendigt at sikre, at prioriteringsbeslutninger på alle niveauer og i alle sammenhænge træffes på det bedst mulige grundlag og i processer, der nyder bred anerkendelse af at være de bedst mulige. Hverken mere eller mindre. Det er hverken enkelt eller en sag, som en enkelt faggruppe (eksempelvis lægerne) kan løse. Hvis kravet skal indfris, er det nødvendigt at udnytte alle kompetencer, for prioriteringsbeslutninger indebærer en afbalancering af sundhedsfaglige og økonomiske vurderinger, og samtidig spiller vore værdier og holdninger ind.

Lægemiddelindustrien har stor erfaring med prioritering fra lægemiddelområdet. Lægemiddelområdet er det eneste selvstændige udgiftsområde i sundhedsvæsenet, som er underlagt et egentligt prioriteringssystem, hvor veldefinerede aktører som for eksempel Medicintilskudsnævnet/Sundhedsstyrelsen og Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin træffer prioriteringsbeslutninger, der har betydning for de medicinske behandlingsmuligheder.

Evidensbaserede beslutninger

Et optimalt grundlag for prioriteringsbeslutninger bør derfor indeholde den tilgængelige og gerne evidensbaserede viden, der findes om det pågældende emne. Det skal desuden indeholde alle relevante konsekvensvurderinger, for både patienter, sundhedsvæsen og samfund, og såvel sundhedsfaglige og organisatoriske som økonomiske konsekvenser på kort og lang sigt. Beslutningsgrundlaget skal være veldokumenteret og gennemsigtigt. En god prioriteringsproces skal inddrage de folk, der besidder størst mulig viden og ekspertise på det pågældende område. Det være sig læger, andet sundhedspersonale, økonomer etc. I processen skal de berørte parter inddrages og høres. Processen skal være præget af gennemsigtighed - det skal være tydeligt, hvem der er inddraget, hvilket beslutningsgrundlag der anvendes, og hvordan processen er tilrettelagt.

Med afsæt i erfaringer fra lægemiddelområdet skal et godt beslutningsgrundlag og en god beslutningsproces opfylde ovenstående kriterier. Der vil være forskel på, i hvor høj grad de enkelte kriterier kan opfyldes 100 pct. i konkrete beslutningssituationer, men kriterierne bør være et udtryk for best practice, når det gælder prioriteringer på sundhedsområdet.

Stor mundfuld

Jeg er klar over, at det er en stor mundfuld, men når vi har lagt os fast på best prioritisation practice, kan vi drøfte, i hvilke organisatoriske rammer den bedst kan udfoldes.

Hvis debatten skal føre os videre og frem til noget bedre, end det vi har i dag, må vi gå den slagne vej som beskrevet her i stedet for at tro, at der findes snuptagsløsninger. Sagen er i al sin enkelthed, at det ikke bliver nemmere at prioritere, og at prioriteringsbeslutningerne ikke af sig selv bliver bedre, blot fordi der dannes en ny organisation med det samme indhold, som vi kender i dag. Der skal mere til.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen