Prioritering - hvornår bliver bolden for alvor givet op?

I det seneste nummer af Ugeskrift for Læger står artikler og indlæg om behovet for prioritering i sundhedssektoren i kø. Jens Elkjærs indlæg under »De ti« (2010;172:318) deler patienterne op i de rigtigt syge og de næsten raske. Sidstnævnte stjæler i stigende omfang resurser fra førstnævnte.

Fælles for de mange bekymrede indlæg i Ugeskriftet er, at man tillægger det udvidede frie sygehusvalg et hovedansvar for, at man ikke har styr på omkostningerne.

I den forbindelse glemmer man - eller medregner det i hvert fald ikke - at man rent faktisk har fået behandlet nogle patienter med betydende lidelser og skavanker for de penge, der er gået ud i privatsektoren.

Ikke kun »næsten raske«. Men vi bruger hvert år millioner på behandling af helt raske individer - simpelthen fordi vi i vores trang til omsorg for borgerne har udvidet sygdomsbegrebet til at omfatte enhver tilstand, der kan behandles på et dansk sygehus.

Det er en meget rummelig og kostbar definition.

Jens Elkjær stiller det udmærkede spørgsmål, om et hvilket som helst spektakulært behandlingstilbud for enhver pris skal stilles til rådighed for de danske borgere - skatteyderbetalt vel at mærke. Hidtil har man ikke hørt nogen såkaldt ansvarlig politiker sige »nej« til noget som helst fra den kant.

Men flere og flere går omkring den varme grød. Og nu må man altså snart tage sig sammen og konkretisere, hvad der skal tages af hylderne. Man kunne f.eks. begynde med at kigge på to kostbare behandlingstilbud: refraktiv kirurgi og fertilitetsbehandling. Er nærsynethed/bygningsfejl hhv. barnløshed sygelige tilstande, som det offentlige skal betale for behandlingen af? Jeg mener klart nej! Og jeg opfordrer hermed alle specialer til kritisk at gennemgå deres behandlingsmenu og rangstille tilbuddene i blot tre kategorier: 1) indiskutabelt afgørende for liv og helbred, 2) mindre vigtigt og 3) ikke samfundsrelevant, bør kun udføres mod egenbetaling.

Herefter kunne man bede Jes Søgaard om at beregne, hvor meget ekstra reel folkesundhed, vi så kunne få råd til.

Ja, der er nogle grupper, der vil hyle op, men det må vi altså tåle, hvis vi vil have penge til at lave det væsentlige om 15-20 år.

Alle diagnoser er jo ikke lige vigtige eller alvorlige. Kom nu i gang!

Interessekonflikter: Henrik Bom Olesen er ansat som virksomhedsansvarlig læge i den private synskirurgiske klinikkæde Memira.