Skip to main content

Prioritering i sundhedsvæsenet – et fælles ansvar

Det er for nemt at sige at prioritering bare er et politisk ansvar. Der skal en bredere tilgang til.

Carsten Hendriksen, pensioneret overlæge, dr.med.

27. mar. 2017
3 min.

Prioritering i sundhedsvæsenet kræver nuanceret faglig viden, politisk mod – og ikke mindst borgernes aktive involvering.

Prioritering vurderes ofte som politikernes ansvar, men bør ses i et langt bredere lys. Borgernes og sundhedspersonalets ansvar skal nødvendigvis inddrages. Både i den enkeltes møde med sundhedspersonale, og i et hierarkisk perspektiv – fra individ til samfund.

Ingen lette løsninger

Følgende eksempler illustrerer en bredere tilgang til en prioriteringsdebat og de dilemmaer, der følger med. Lette løsninger eksisterer ikke.

1) Den enkelte person. Hvad prioriterer den enkelte i sit liv? Vælges tobakken fra for at undgå sygdom? Vælges »det går nok over« uden lægelig vurdering ved symptomer? Prioriteres uvished om risiko for alvorlig sygdom frem for tilbud om screening?

2) Person og pårørende. Involveres en evt. ægtefælle ved nye symptomer? Vælges professionel hjælp og behandling primært af hensyn til pårørende? Hvis jeg ved livstruende sygdom siger nej til behandling med massive bivirkninger, »svigter« jeg så min ægtefælle?

3) Person og behandler. Udveksling af spørgsmål og svar ifm. stillingtagen til forebyggelse, udredning, behandling og opfølgning.

For patienten er det vigtigt at spørge om: Risikoen for yderligere udvikling af sygdom, hvis jeg fravælger udredning/behandling? Hvor sikker er diagnosen? Vægtning mellem gavnlig virkning og evt. bivirkninger? Er behandlingen livsforlængende – og i så fald hvad er den gennemsnitlige længere levetid set i forhold til gener af behandling?

For lægen er det vigtigt ud fra sit kendskab til patientens kognitive og fysiske funktionsevne og evt. andre sygdomme – at give patienten en faglig vurdering af forventet restlevetid, potentielle bivirkninger over for forventet effekt.

4) Behandler og sundhedsvæsen. Centrale sundhedsmyndigheders bekendtgørelser, kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer etc., medfører dilemmaer for både borger og behandler. Nok støtter den enkelte sundhedsperson sig til sin faglige viden, men forventes samtidig at leve op til sundhedsmyndighedernes udmeldinger – der kræves gode argumenter for at afvige fra retningslinjerne.

Det er for letkøbt alene at anse det for politikernes ansvar.

Den stadige udvikling af avancerede teknologiske og medicinske behandlingsmuligheder rummer også indbyggede sammenstød mellem faglige behov/muligheder/evidens, industriens tilbud og sundhedsøkonomi? Hvordan skal behandlere håndtere og prioritere tilbud – ansigt til ansigt med den enkelte patient? Hvordan skal f.eks. en begrænset livsforlængende behandling vurderes i forhold til bevarede gode leveår med eller uden bivirkninger?

5) Sundhedsvæsen over for sundhedsvæsen. Her genfinder vi den traditionelle og velkendte prioriteringsdebat. Hvad er konsekvenserne af f.eks. behandlingsgaranti i form af hurtig udredning og behandling og dermed potentielt bedre prognose set i forhold til øget ventetid på andre områder? Medfører prioritering af meget dyr behandling nedprioritering af »blødere« indsatser som f.eks. pleje?

6) Sundhedsvæsen over for samfund. F.eks. marginal overlevelse og/eller sparsom forbedret livskvalitet over for økonomisk byrde, især i relation til ny teknologi og medicinsk behandling. Medfører øgede sundhedsudgifter besparelser på andre områder? Hvordan prioriteres strukturel forebyggelse i samfundet, f.eks. øgede tobakspriser, over for risiko for øget grænsehandel?

Eksemplerne er blot en lille del af de mangfoldige spørgsmål, der rejser sig ved overvejelser om prioriteringer på sundhedsområdet. Jo mere man nærmer sig punkt 6), jo mere politiske bliver beslutningerne.

Ikke blot politikernes ansvar

Skal sundhedspersonale og politikere kunne håndtere denne kæmpeudfordring, skal de have hjælp af borgerne – af os alle. Vi har pligt til at stille hinanden relevante spørgsmål.

Det er for letkøbt alene at anse det for politikernes ansvar. Det er det også. Men forståelsen for kompleksiteten og det brede perspektiv er nødvendig for at komme videre, end at det alene handler om, hvorvidt den ene eller anden patient skal have ret til at modtage en given behandling. Lad os hjælpe hinanden med at folde en prioriteringsdebat ud.