Skip to main content

Private sundhedsforsikringer frigiver tid

Patientvejleder Hanne Jensen, BPK, Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker. E-mail: hje@danskerhverv.dk

29. apr. 2011
2 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ansat og aflønnet af BPK, Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker.




Med undren har jeg læst praktiserende læge Benny Ehrenreich (BE) debatindlæg »Private sundhedsforsikringer - nu må det være nok!« [1].

BE forsøger i debatindlægget at gøre rede for, at de private sundhedsforsikringer er en bombe under det danske sundhedsvæsen. I et forsøg på at støtte denne antagelse beskriver BE bl.a. en patient, som BE oplever stilles ringere, qua det faktum, at patienten vælger at anvende sin mulighed for psykologbehandling via sin private sundhedsforsikring.

Det er svært for mig at se, at den unge mand med angst/stressproblematikken stilles ringere ved henvisning til en professionel psykolog.

BE synes at være af den opfattelse, at denne unge mand er bedre stillet ved et tillidsfuldt samtaleforløb hos ham selv og ikke »haste« videre i et nyt terapeutisk forløb.

Samtidig peger BE på, at der er rigeligt at lave med patienter inden for Sygesikringen. Må jeg i den forbindelse pege på, at også patienter med en privat sundhedsforsikring har et almindeligt gult sygesikringskort og er skatteborgere i Danmark.

Med den påtrængende travlhed for den praktiserende læge i mente har jeg da en ide: Start med, idet patienten henvender sig, at give en henvisning til den unge mand med sundhedsforsikringen, så han med det samme kan etablere sig i et helt rigtigt forløb og der opbygge den nødvendige tillid til en behandler, der oven i købet er ekspert på området.

Ud over at denne mand med sin sundhedsforsikring har mulighed for fra starten af at modtage helt korrekt og effektiv behandling, frigiver det sørme også tid til den praktiserende læge, som jo har nok at se til.

Det skal vi bruge meget mere!

Tænk bare hvad det kan spare af udgifter til f.eks. sygedagpenge at sikre, at patienter med en sundhedsforsikring, der har brug for ekspertbehandling, med det samme henvises til hurtig udredning og behandling hos en speciallæge på et privathospital.

Patienter med en sundhedsforsikring tager således ikke, som BE ellers postulerer, tid fra sygesikringspatienten. Tværtimod frigiver det tid, idet den praktiserende læge, praktiserende speciallæge eller sygehusafdeling får bedre tid til at undersøge og behandle de patienter, der har brug for den specifikke behandling, der tilbydes der, eller ikke er i besiddelse af en privat sundhedsforsikring.


Referencer

  1. Ehrenreich B. Private sundhedsforsikringer - nu må det være nok! Ugeskr Læger 2011;173:1078.