Skip to main content

Prostatacancer og nuklearmedicin

Finn Edler von Eyben. E-mail: finn113edler@mail.tele.dk . Interessekonflikter: ingen

10. dec. 2018
2 min.

En nylig statusartikel omtalte, at markøren prostataspecifikt membranantigen (PSMA) for prostatacancer bliver brugt indenfor nuklearmedicin [1]. PSMA PET/CT bruges både i Danmark og internationalt. Men artiklen klargjorde ikke, at PSMA-baseret radioligandterapi (RLT) er en effektiv og sikker behandling af patienter med prostatacancer med positivt fund ved PSMA PET/CT. Men en metaanalyse af patienter med metastatisk prostatacancer viste, at 177Lu-PSMA RLT havde bedre effekt end tredjelinjebehandling med etablerede medicinske behandlinger [2].

Tilsvarende havde en dansk patient bedre fald af PSA-koncentration efter behandling med 177Lu-PSMA-617 end efter recidivstrålebehandling og abirateron [3]. Patienten startede at blive behandlet med 177Lu-PSMA 617 RLT i juli 2016, efter at han havde et tredje recidiv med stigende koncentrationer af PSA og PSA fordoblingstid på fire måneder. Nu, november 2018, efter tre serier med 177Lu-PSMA-617 RLT, er hans PSA-koncentration lavere, end den var, da han startede behandlingen i 2016. Koncentrationen af PSA er omkring en procent af, hvad den kunne forventes at ville være blevet uden ny recidivbehandling.

Ti universitetshospitaler i Tyskland tilbyder behandling med 177Lu-PSMA RLT. Behandlingen findes også i andre lande. Denne behandling er forholdsvis fri for alvorlige bivirkninger, modsat docetaxel og cabazitaxel. Under et studieophold ved Zentralklinik Bad Berka i Tyskland traf jeg en anden dansk patient, som fik PSMA-baseret RLT for avanceret prostatacancer.

To pågående randomiserede studier undersøger værdien af 177Lu-PMA-617 RLT for patienter med metastastisk kastrationsresistent prostatacancer. Studiet VISION vil rekruttere 700+ patienter med multistofresistent prostatacancer. Studiet undersøger, om total overlevelse øges fra ti måneder med bedst støttende behandling til 13 måneder med 177Lu-PSMA-617 RLT. Studiet TheraP vil rekruttere 200+ patienter resistente for docetaxel og enten abirateron eller enzalutamid. Studiet undersøger, om 177Lu-PSMA-617 RLT virker bedre end cabazitaxel som tredjelinjebehandling.

177Lu-PSMA RLT burde kunne blive tilbudt i Danmark som eksperimental kræftbehandling af patienter med metastatisk prostatacancer, hvis de tilfredsstiller etablerede behandlingskriterier [4]. Og desuden tilbudt til patienter, der responderer på 177Lu-PSMA RLT-behandling og foretrækker at blive viderebehandlet med 177Lu-PSMA RLT ved nyt PSA-recidiv.

Referencer

LITTERATUR

  1. Loft A, Kjær A. Nuklearmedicinsk diagnostik og cancerpræcisionsmedicin. Ugeskr Læger 2018;180:V06180463.

  2. von Eyben FE, Roviello G, Kiljunen T et al. Third-line treatment and (177)Lu-PSMA radioligand therapy of metastatic castration-resistant prostate cancer: a systematic review. Eur J Nucl Med Mol Imaging 2018;45:496-508.

  3. von Eyben FE, Kiljunen T, Joensuu T et al. 177Lu-PSMA-617 radioligand therapy for a patient with lymph node metastatic prostate cancer. Oncotarget 2017;8:66112-6.

  4. Fendler WP, Kratochwil C, Ahmadzadehfar H et al. 177Lu-PSMA-617 therapy, dosimetry and follow-up in patients with metastatic castration-resistant prostate cancer. Nuklearmedizin 2016;55:123-8.