Psykiatri - historiens tidevand

Når man arbejder terapeutisk med kræftpatienters eksistentielle problemer, savner man tit psykiatrien, fordi den er så direkte politisk via sin bestemmelse af normalbegrebets svingende grænser og de vilkår, vi tildeler de psykiske syge. Disse ændrer sig med historiens tidevand, og behandlingstiltag, der engang fremstod som frigørende og progressive, betegnes nu som undertrykkende og reaktionære, samt at kerneproblemet - helbredelse - syntes uberørt.

I 1980'erne var jeg via partiet VS involveret i udarbejdelsen af grundlaget for den nuværende distrikts/socialpsykiatri. Den opstod som en humanistisk protestbevægelse mod fortidens autoritære opbevaringspsykiatri.

Det var i Antipsykiatrien, Laings, Politisk terapi og Gale-bevægelsens tid - hvor sygdomsforståelsen afspejlede et bredt samfundsmæssigt undertrykkelsesbegreb.

De psykiske syge blev opfattet som en del af den revolutionære modoffentlighed via deres »radikale protest« mod at tilpasse sig det borgerlige samfunds snævre normalitets rammer.

I Vesttyskland forsøgte en bypartisangruppe fra Rote Armee Fraktion at befri de indespærrede på et sindssygehospital ved med våben at erobre nøglerne og slå alle døre op, så de syge jublende kunne myldre ud i friheden. Mærkeligt nok benyttede ingen sig af tilbuddet ud over nogle få dørsøgende, hallucinerede patienter. De fleste gik skræmte i koma over de ivrigt agiterende revolutionære.

Aktionen var lidt af en bet for venstrefløjen. Men kollektivt blev vi enige om, at de indlagte var så institutionaliserede og medicinerede, at de valgte slavernes ufrihed. En burfugl flyver rundt i cirkler, når den slippes ud i det fri!

Der var ellers undertrykkelse nok på »museet for gakkede gangarter«: lukkede afdelinger, kønsopdelte 8-sengs-stuer, bæltefiksering, tvangsmedicinering, elektrochok samt det hvide snit (lobotomi), som Danmark først stoppede i 1970'erne, længe efter at andre civiliserede nationer havde opgivet dette »afhumaniserende« indgreb.

Det var i de dage, hvor dansk psykiatris store nestor Erik Strømgren (og Erling Jacobsen) stadig residerede på Jyske Asyl i Risskov. Hvor bævrende, 60-årige overlæger brugte den daglige konference til at anmode Professoren, om de måtte ordinere en liter piskefløde til en spisehæmmet patient. Det blev efter nogen diskussion bevilget.

Jeg husker, at en depressiv 76-årig kvinde blev udskrevet med begrundelsen færdigbehandlet. Hun havde været konstant indlagt, siden hun var 18. Færdigbehandlet! Jeg var den eneste, der brød ud i krampelatter under de strenge diagnosticerende blikke. Psykolog!

Men det var også dengang, hvor Strømgren viste, at han huskede alle sine patienter ved navn og sendte hilsner til fødselsdage osv. Han fortalte f.eks., at han lige havde modtaget et takkebrev fra en tidligere skizofren, der engang var barnepige for hans børn. Mange patienter arbejdede i hospitalets køkken, vaskeri, gartneri, og om efteråret sås flokke af ivrigt bladrivende patienter, der var forankrede i hver deres særegne, mærkelige ritualer. Det var et herligt syn - og måske udtryk for, at de havde gode liv målt med senere tiders ensomhed i betonghettoerne?

VS-gruppen udarbejdede i starten af 1980'erne et distriktspsykiatrisk lovinitiativ under inspiration fra Demokratisk Psykiatri (Italien), antipsykiatriens terapeutiske kollektiver (England), Radikal Psykiatri (Californien), Integration-af-gale-bevægelsen (Holland) samt Åndssvageforsorgens afinstitutionaliseringen efter, at lægernes magtmonopol var brudt, og de var smidt ud af administrationen.

Hovedtrækkene omfattede nedlæggelse af mammutinstitutioner og opbygning af lokale netværk: distriktspsykiatri centre/skadestuer, bofællesskaber/patientkollektiver, væresteder/klubber, lilleskoler, halfway-houses mv. Retspsykiatriske patienter måtte udskilles, da deres status nødvendiggjorde lukkede afdelinger, og ældre/udbrændte patienter skulle huses på specielle gerontoafsnit.

En hjørnesten var psykoterapeutiske kollektiver, hvor patienter blev tilbudt intensiv psykologisk behandling, samt forebyggende arbejde, hvor man ændrede på de patientproducerende samfundsforhold. Grundlaget var klart terapeutisk og socialt. Medicinforbruget burde reduceres til et absolut minimum - akut symptombehandling. Helbredelse - ikke tilpasning!

Planen var til høring hos Galebevægelsen, Sindslidendes Vel, udvalgte psykiatere, offentlige møder mv.

Folketingsbeslutningsforslaget nåede gennem førstegangsbehandling. Så blev der valg, og VS gled ud. Men planen har været retningsgivende for psykiatriens forvandling. Halvdelen af sengepladserne er nedlagt og erstattet af lokale tilbud. Storbyerne har opsøgende psykoseteam, som støvsuger miljøet for særlinge og utilpassede (minus hjemløse, forsumpede grønlændere, stofmisbrugere). Målgruppen er blevet kraftigt udvidet med pårørende til og børn af psykiatriske patienter, som pga. af den ambulante behandling i større grad udsættes for forældrene i deres psykotiske perioder. Virkning og bivirkning.

Det tog tid at få retspsykiatrien skilt ud, men det er sket de fleste steder.

Den mest katastrofale mangel er, at der kun er oprettet få intensive terapeutiske miljøer med helbredende sigte samt »refugium-pladser« til patienter i livsstressede perioder. Tværtom er de analytiske/terapeutiske tiltag mange steder blevet nedlagt og ofret på medicinens alter. Befolkningens holdning til psykisk sygdom er ikke ændret. Vi »normale« på den rigtige side af stregen, udgrænser dem stadig, så vi slipper for deres angst, selvcentrerede piv og karrierehæmmende underligheder. »Køb da en mobiltelefon og snak med stemmerne via den - ligesom alle vi andre.«

Det var herligt at forandre verden og at være så ubetinget på de gode kræfters side. Ældre psykiatere (Niels Reisby) kom hen til én og bemærkede skuldreklappende: »I fik nok jeres distriktspsykiatriplan gennemført« - med lidt skjult skepsis. Vi var naive om den revolution, der samtidig skete i udviklingen af psykomedicin, og at den biologiske psykiatri ude på sidelinjen oprustede sine »genetiske/neuro-stormtropper« i samspil med den symptomfikserede kognitive terapi og den systemiske terapis »alt hænger sammen lala« - subsummeret under en kapitalmaksimerende medicinindustris mammonforgyldte domæne.

Vi så heller ikke den kolossale betydning af, at man erstattede det gamle diagnosesystems neurose/psykose-opdeling med vægt på ætiologiske årsager - med DSM/ICD-systemerne, som ikke vægter årsager, men udelukkende fokuserer på invaliderende symptomer og deres varighed. Det har reduceret diagnosepsykiaterens funktion til en revisoragtig symptomoptælling med efterfølgende diagnostisk kasseplacering, som afspejler medicinindustriens markedstilbud.

Ti år senere fik jeg en hastehenvendelse fra Galebevægelsen pga. et afbud fra en dramatiker, der skulle have udbredt sig om »galskab som kunstnerisk inspiration«. Jeg holdt et udmærket, lidt støvet oplæg om lønarbejdets vigtighed i identitetsudviklingen med udgangspunkt i Maslows behovs-pyramide. Jeg var midt i en beretning o m psykiatriske patienter i Stockholm, der havde overtaget en benzinstation, som fik stor søgning, fordi de rengjorde bilvinduerne, gav kunderne kaffe ... da der lød et brøl nede fra salen: »Psykiatriske patienter får sgu da ikke arbejde! Hvad planet lever du på, mand? Du færdes vist udelukkende på bonede gulve!«

Det førte til en kæmpe diskussion om, at distriktspsykiatri var noget argt lort, hvor det eneste, man fik, var piller med masser af bivirkninger, at indlæggelse krævede, at man skar halsen halvt over, samt at folk brutalt blev tvangsudskrevet, fordi der manglede sengepladser. Jeg spillede tilbage med, at de virkede totalt prægede af reaktionær offertænkning og infantil krævementalitet. Halvdelen udvandrede larmende.

Da jeg kørte hjem, havde jeg forstået, at distriktspsykiatri ikke længere fungerede som et automatisk »ros-udløsende« plusord, og at frisættelsen fra asylpsykiatrien havde sat en lang række andre problemer.

Det næste psykiatrimøde var en (Carsten Andersen) temadag i Esbjerg i 1999 for det socialpsykiatriske system. Oplæg om det sociale netværks diagnostiske betydning. Det efterfølgende gruppearbejde begyndte med, at institutionerne fortalte levende og stolte om deres klientgrupper, udviklingsutopier mv.

Efter det femte indlæg slog det mig, at mens de brugte lang tid på opsøgende arbejde - hvordan de fik fat i patientgruppen, fastholdende aktiviteter, pårørendearbejde - var der stort set ingen, der nævnte patienter, der forlod systemet. Påvisningen førte til en hed diskussion om succeskriterier - og hvordan disse ikke omfattede helbredelse, men lignede nutidens resignerede recovery-begreb.

Patienthverdagsbilledet var, at de stod op i den beskyttede lejlighed (betonslum). Så bevægede de sig til værestedet for at få morgenmad, dernæst til lokalcenteret for medicinindstilling og case-manager-møde. Et besøg på Lilleskolen, et smut på forvaltningen for pengeforhandling, hen til LSV-klubbens ghettoverden, tilbage til værestedet for aftensmad og så hjem til fjernsynet eller ud på druk.

Anstaltspsykiatrien placeret solidt ude i samfundet. Lukkede afdelinger erstattet af en medicinsk spændetrøje.

Var det virkelig det, vi ville dengang? Skulle de ikke helbredes, frigøres - være del af revolutionens fortrop?

Har den biologiske psykiatri, med sin samfundskonsoliderende tro på at psykisk sygdom kan reduceres til genetiske defekter, atypiske scanningsbilleder og biokemisk malfunktion, virkelig indtaget distriktspsykiatriens sjæl og frataget patienter deres livs- og lidelsesansvar - og legitimeret kronificeringsperspektivet?

Kognitiv terapis kedsommelige, skemaindfangede, cost-benefit-virkelighed er for tiden på stærk fremmarch inden for dansk psykiatri. Tilpasning målsættes direkte - og nul interesse for, hvorfor der gik kuk i maskinen. De humanistiske terapier har heller ikke dokumenteret reel helbredelse eller fremmet »psykosens visionære kraft«.

Opsøgende arbejde lyder godt. Men hvis sigtet udelukkende er at udvide målgruppen/markedsandelen (profitgrundlaget), uden at man reelt har andet end socialkompetencesløvende medicin og fastlåste ghettoliv at tilbyde, så var mange bedre tjent med fortidens særlinge-liv, som de trods alt selv kreerede. Nu indfanges de - tit med politiets hjælp - og indlægges på røde/gule papirer på overfyldte afdelinger under »miljøterapeutisk observation«, mens de venter i ugevis på et kvarters samtale med en fortravlet pilledåse-psykiater. Posedamernes og de hjemløses tavse protestmarch!

Psykiatrifondens depressionskampagne - »250.000 danskere er depressive uden at vide det« - rummer samme problematik. Den indsnævrer normalitetsbegrebet og sygeliggør reaktioner på plagsomme livshændelser. Dens blad er spækket med mirakelhistorier, som følger salgslogikken fra det alternative marked. Ingen ord om bivirkninger som libidotab - der f.eks. medvirker til opløsning af patientparforhold.

Vi ved evidensbaseret, at psykoterapi har størst langtidseffekt på lette depressioner - men reelt triller lykkepillerne. De medicinerede børn, vi de sidste ti år har placeret i kasser som DAMP, MBD - alle de grotesk overmedicinerede plejehjemsældre.

Måske var det på tide, at en gruppe unge nørder forsøgte at formulerer fremtidens psykiatri og påvirke revisionen af psykiatriloven.

De burde producere tal på:

• Kan den biologiske psykiatri dokumentere efter 20 års magt, at den har medvirket positivt til at fremme livsduelig helbredelse af psykiske lidelser?

• Hvorfor er antallet af patienter så stigende?

• Har den øgede genetiske/bioneurologiske viden ført til udvikling af helbredende psykofarmaka - ikke symptomdæmpning?

• Har den (symptom/stressrelaterede) modernistiske diagnostiske kultur ikke fattiggjort forståelsen af »psykens stemthed« og er uegnet til at forstå postmodernitetens jeg-fleksible socialkarakter krav?

• Er magtanvendelse reelt blevet formindsket - og hvorfor kræves der ret til tvangsmæssig medicinindgiftning?

• Hvorledes står ressourceforbruget til terapeutiske tiltag/ forebyggelse i forhold til de medicinske udgifter?

• Muligheder for psykoterapeutisk hjælp?

• Psykiatri for det nye årtusinde?

Har det medicinske domæne efter 150 års herredømme udspillet sin rolle og burde forlade området, som præsterne og juristerne historisk gjorde før dem? »De otte slags piller i lægetasken kan enhver uddele efter en halv times instruktion. Det behøver man ikke ni års uddannelse til.«

Diagnosecomputeren klarer det andet og ordinerer medicineringen.

Nørderne må ikke glemme at spørge de systemerfarne psykiatriske patienter. Det glemte vi vist for 20 år siden.

Historiens tidevand. Distriktspsykiatri løste en historisk konflikt. Fik revet de livsduelige ud af institutionernes favntag, men skabte samtidig en ny, marginaliseret restgruppe.

Når psykiatrien igen dukker op i medierne, skyldes det psykisk syges stigende kriminalitet, som er et alvorligt symptom på, at tingene ikke fungerer.

Sundhedsministeren har udtalt, at hvis behandlerne udformede patienthandlingsplaner, ville forholdene forbedres. Men handleplaner uden raskgørende redskaber er værdiløse. Vi savner stadig fremvæksten af en sindsvidenskab, der fokuserer nænsomt på den utroligt komplicerede, fascinerende menneskelige psyke.

Historiens ironiske tidevand. Man skabte en progressiv udviklingsbølge og løste en række presserende problemer. Samtidig satte man en række nye udfordringer, som måske er endnu vanskeligere at løse.

Kronikken har været bragt i Information i revideret udgave.

Læs også reportagen Tvang i psykiatrien på side 90.