I Ugeskrift for Læger nr. 50 var ugens fokustema rekrutteringsproblemerne i psykiatrien. Baggrunden var en enquete blandt nyuddannede læger, som viser, at kun ti af en årgang på 700 har tanker om at specialisere sig i psykiatri.
Ugeskriftets forside var prydet af et hæsligt forjaget ansigtsløst hjernelægemonster i bevægelse væk. Overskriften på artiklen var: »Psykiatri? Nej tak«. Artiklen var opbygget af citater af en række interviewede psykiatere. Indtrykket var
flagrende, på grænsen af faglig mudderkastning, uden det fra Ugeskriftets side var forsøgt sat i en samlet kontekst - og klart velegnet til at skræmme de sidste ti langt væk; som overskriften lovede: Psykiatri? Nej tak.
Jeg selv havde først brugt 1 time til interview hjemme i min egen stue. Mit hovedbudskab var, at vi har en stor opgave i at få tydeliggjort, at psykiatri er et enestående lægevidenskabeligt speciale med utallige muligheder. Vores image er måske uklart, og lad os se at tage udfordringen op. Vi har en vare at sælge og en opgave i at tydeliggøre vores faglige identitet, herunder vores utvetydige placering inden for sundhedsvæsenet.
Og hvad skete der så? »Mine« citater kom til gennemsyn som aftalt, deadline for rettelser den følgende dag. Både jeg selv og næstformand Poul Videbech syntes, at dele af teksten manglede fokus og var poppet og misvisende. Jeg rettede og sendte tilbage i god tid for så at konstatere, at mine korrektioner ved en fejl ikke er kommet med! Gælder det også de øvrige interviewede?
Artiklen har med god grund vakt røre blandt psykiatere. Kedeligt at se sit fag fremstillet populistisk og unuanceret. Hertil kommer, at det vel ikke er i nogens interesse at øge rekrutteringsproblemerne, og da slet ikke vores eget selvbetalte blad. Sensationsjournalistik hører vel ikke hjemme her? Hvorfor fik vi ikke et billede på forsiden af en seriøst arbejdende psykiater, og måske nogle interesserede studenter?
Det er også en del af virkeligheden!
Afslutningsvis vil jeg nævne tre gode grunde til at blive psykiater:
Psykiatri er enestående i sin bredde (og dybde); der er ikke grænser for, hvad man kan komme til at fordybe sig i: neurobiologi, socialpsykiatri, psykoterapi, retspsykiatri, praksis, det private erhvervsliv - industrien osv.
Man bliver aldrig færdig med psykiatri; hver ny patient er et eget univers, en opgave der til stadighed er udfordrende og overraskende og forudsætter, at man til stadighed er respektfuld og ydmyg - over for patienten og over for sit fag.
Psykiatri er et privilegium. Jeg har i alle de 14 år, jeg har beskæftiget mig med psykiatri, altid glædet mig til at skulle på job, det være sig som alm. reservelæge, som reservelæge i gerontopsykiatrisk team, som forsker i Vestre Fængsel, som distriktspsykiater, som gerningsmands-»profiler« i politiet, som afdelingslæge på Sikrings Anstalten i Nykøbing Sjælland, som tilsynsgående liaisonpsykiater på somatisk afdeling og nu som overlæge på åben og lukket afdeling.
Hvis man spørger mig, findes der ikke noget bedre - så: Psykiatri? Ja tak!
SVAR
