Ugeskriftet bragte den 6. december (2004;166:4566-70) en artikel »Psykiater? Nej tak!« vedrørende psykiatriens rekrutteringsproblemer.
Indledningsvis vil vi gerne takke for, at der fokuseres på et væsentligt problem.
Imidlertid er udvalget uenig i flere af synspunkterne i artiklen og finder, at supplerende synspunkter set i et bredere perspektiv øger specialets mulighed for at rekruttere flere læger til gavn for patienterne - og samfundet.
For det første skræmmer distriktspsykiatrien ikke medicinstuderende og yngre læger væk fra specialet. Tværtimod. Muligheden for at deltage med sin ekspertise i et behandlingsforløb i samarbejde med andre faggrupper, patientens netværk og samarbejdspartnere i en indsats, som vedvarende udbygges og udvikles, tiltrækker mange kolleger. Det er også en fordel, at rammer og indhold er veldefinerede såvel fra Sundhedsstyrelsens [1] som fra faglig [2] side. Udsagn som »Den faglige viden er måske ikke helt på toppen« savner derfor evidens og forekommer uden sammenhæng med virkeligheden. Hvis Ugeskrift for Læger alvorligt mener, at lægerne i distriktspsykiatriens »faglige isolation« medfører et lavere fagligt niveau, hvad skal man så mene om hele praksissektoren?
Det forekommer os også en anelse bastant at karakterisere organiseringen af en stor del af den danske psykiatriindsats som hjernedød.
For det andet er det korrekt, at lægerne i (distrikts-)psykiatrien deltager i mange møder. Møderne giver mening, idet der som nævnt er mange implicerede i de enkelte patientforløb. Herudover medfører disse møder i vid udstrækning (behandlings)ledelse - i overensstemmelse med FAS' eksplicitte mening om, at i hvert fald overlæger skal have ledelsesfunktion. Det er svært at udøve ledelse uden at deltage i møder.
Det er for det tredje anført i artiklen, at »de studerende gider ikke være socialpædagoger eller socialrådgivere«. Vi vil gerne kraftigt understrege, at de ikke behøver at frygte at blive konverteret til disse udmærkede faggrupper, bare fordi de får et vist samarbejde med dem. Der er så stor efterspørgsel efter lægefaglige ydelser, at man i høj grad får lov til/bliver tvunget til at være »rigtig læge«, hvilket vi finder, man kan være på mange måder - også inden for vores speciale.
Vi, der arbejder i psykiatrien, bør bruge kræfterne på at pleje psykiatriens image og dermed medvirke til at øge rekrutteringen. Derfor bør vi undlade at skabe myter om hinandens arbejde og se med respekt og stolthed på det samlede psykiatriske arbejde. Nogle psykiatere, som eksempelvis professor Ole Mors, er ansat på afdelinger, som udfører den nødvendige forskning og udvikling af undersøgelses- og behandlingsmetoder. Andre arbejder med udredning og behandling af patienter i klinikken på de psykiatriske afdelinger, i distriktspsykiatrien eller i psykiatriske speciallægepraksis. Der er plads til alle. Den store spændvidde, der er i det lægelige arbejde i psykiatrien, bør netop fremhæves som et plus. Vi kan med fordel stå sammen som et fag og fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne - frem for at kæmpe indbyrdes om hvem, der er bedst, og opbygge misvisende myter.
Til slut vil vi opfordre til, at vi som faggruppe står sammen og markerer os og fortæller om det spændende fag, vi har, og om alle de muligheder, det rummer for kommende læger og psykiatere.
