Psykiatrien? Vi fik ikke den plan, som vi havde regnet med

For to måneder siden offentliggjorde regeringen sin plan for, hvordan psykiatrien kan styrkes. Efter en lang, lang ventetid var spændingen stor. Men hvad så nu her knap to måneder før, at de 43 initiativer efter planen skal blive til virkelighed? Ja, nu er jeg ærligt talt langtfra overbevist om, at dette er handlingsplanen, som for alvor vender udviklingen for psykiatrien. Den omfatter en lang række initiativer, og de fleste er hver for sig fine. Hovedparten er forslag, som Lægeforeningen til hver en tid vil bakke op om. Men jeg savner en faglig prioritering, en langsigtet finansiering, en ambition om for alvor at styrke den del af psykiatrien, som tager sig af de mest syge patienter, og et bud på at løse lægemanglen i specialet.

Da sundhedsministeren i pressen lancerede, at der nu skulle oprettes 50 nye intensivsengepladser i psykiatrien, var Lægeforeningen i lighed med Dansk Psykiatrisk Selskab positiv. Vi var mange, som troede, at der var tale om nye sengepladser. Men nej, der var tale om en såkaldt opnormering af eksisterende senge, viste det sig efterfølgende. Nu er situationen den, at selv om både ministeren og regionerne har givet udtryk for, at der er brug for ekstra sengepladser, henstår det stadig i det uvisse, hvordan disse skal materialisere sig. Det efterlader patienterne i den alt for velkendte og uacceptable situation, at de kan risikere at blive udskrevet, selv om de ud fra et fagligt synspunkt burde blive på sygehuset. Forhold, som er utænkelige inden for mange andre specialer. Det er ikke værdigt, at regering og regioner slås om, hvem der har ansvaret for at få rettet den situation op. At sikre tilstrækkeligt med sengepladser bør have allerhøjeste prioritet.

Et andet kæmpestort problem, som der ikke er fundet en løsning på, er manglen på speciallæger i psykiatri. Otte ud af ti psykiatere på sygehusene erklærede sig tidligere på året i en rundspørge fra Lægeforeningen uenige i, at de fysiske rammer og bemandingen var tilstrækkelige i psykiatrien. Heraf pegede 88 procent på, at de manglede lægekolleger. Det er dybt alvorligt, men adresseres kun overfladisk i handlingsplanen.

Derfor har Lægeforeningen, Yngre Læger og Overlægeforeningen foreslået, at der med Sundhedsministeriet for bordenden oprettes et nationalt partnerskab, som skal være med til at sikre, at psykiatrien bliver en mere attraktiv arbejdsplads for læger – både på kort og langt sigt. Dette initiativ var ikke med på listen over projekter i satspuljeaftalen, som blev indgået for nylig. Jeg håber ikke, at det er udtryk for manglende politisk erkendelse på Christiansborg af, at psykiatrien i den grad slås med mangel på læger. Konsekvenserne er uoverskuelige, hvis den drænes yderligere for psykiatere, og der er brug for handling nu.

Helt afgørende er naturligvis, at der er penge til at gennemføre de forbedringer, der er brug for. Regeringen har afsat ekstra midler til næste år, og tak for det. Men vi mangler en oversigt over, hvad der er sat af til de enkelte elementer i regeringens egen plan og – endnu vigtigere – en langsigtet finansiering af den gennemgribende genopretning, som der er brug for.

Hvorfor er det i dag accepteret, at psykiatriske patienter stilles dårligere end andre i sundhedsvæsenet? Det er der ikke blevet gjort op med i denne handlingsplan, og derfor vil Lægeforeningen blive ved med at presse på for, at mennesker med psykisk sygdom kan være sikre på at få den nødvendige behandling i rette tid. Vi har fået en handlingsplan for psykiatrien, men vi har ikke fået en ligestilling af psykiatrien. Der tilbagestår fortsat et langt, sejt træk.