Raske mennesker har også behov for etiske regler

Sundhedsvæsenet er blevet tiltagende proaktivt og inviterer mennesker indenfor, mens de stadig er raske. Et af initiativerne har været KRAM-bussen. Et storstilet videnskabeligt projekt, hvor man bl.a. har undersøgt tusindvis af danskere i 13 forskellige kommuner.

Da KRAM-bussen kørte gennem landet, efterlod de en hale af konsultationer i praksis. Jeg fik f.eks. besøg af en 47-årig kvinde, som havde fået konstateret et triglyceridniveau på 2,453 (normalværdi < 2,2). De tre decimaler understregede alvoren og efterlod ingen tvivl om målesikkerheden. Hun fremviste nervøst det brev, hun havde fået, hvor der stod, at hun kan have »en øget risiko for senere i livet at udvikle hjerte-kar-sygdom«. Livsstilsmæssigt var der ikke meget at komme efter, og med øvrige værdier i normalområdet skulle der ikke medicineres. Så der stod jeg med en bekymret kvinde, uden at kunne give hende andet end et klap på skulderen, fordi hun ikke røg eller var overvægtig.

Episoden efterlod mig med en lang række spørgsmål. Var projektet forelagt den videnskabsetiske komite? Og i så fald, hvordan vurderede de problemerne med, at forsøgspersonen får oplysning om at have en risiko for en alvorlig sygdom - på et meget løst grundlag? Jeg forhørte mig hos projektledelsen, der svarede: »Til vores store forundring vurderede de (komiteen), at en egentlig gennemgang ikke var nødvendig, så vi har ikke fået en vurdering i de spørgsmål, du stiller, men altså blot en tilladelse til at gennemføre projektet«.

Kunne dette være rigtigt? Både ja og nej. De videnskabsetiske komiteer har til opgave at vurdere biomedicinske projekter. KRAM-bussens projekt faldt efter deres vurdering uden for rammerne og skulle derfor ikke vurderes. Derfor kan det heller ikke rigtig kaldes en tilladelse.

Men også raske mennesker har behov for etiske spilleregler, når de indgår i sundhedsvæsenets projekter. Vi har alle tillid til, at der er taget stilling til de etiske problemer. I dette tilfælde har tilliden medført en slags kortslutning, hvor den manglende stillingtagen er set som en accept.

Hvis jeg kunne bestemme, skulle komitesystemet også gå ind i en nærmere vurdering af de mange forebyggelsesprojekter. Hvis det videnskabsetiske komitesystem melder hus forbi, kræver det i stedet, at projektledere, politikere og sundhedsprofessionelle påtager sig et større ansvar for at vurdere de etiske dilemmaer. Det er ikke nok blot at sige, at »forebyggelse er godt«. Vi er også nødt til at se på mulige skadevirkninger og på, hvordan vi på bedste måde informerer deltagerne - både før de går ind i et projekt, og bagefter, når det viser sig, at de ikke er så raske, som de troede.