Rasmus B. Mogensen: Hvorfor skal børn vente så længe på psykiatrisk behandling?

På DR Nyheder kunne man den 21. jan læse, at tidl. sundhedsminister Astrid Krag lover psykiatriske patienter en ventetidsgaranti på en måned i løbet af de næste to år, men hvorfor vente så længe med at implementere dette?

Ventetiden i børne- og ungdomspsykiatrien er faldet fra 77 dage til 53 dage fra 2010 til 2012 , men kunne koordineringen af arbejdet optimeres, hvorved ventelisterne kunne forkortes yderligere?

Lad mig give et eksempel: Jeg har oplevet, at en børne- og ungdomspsykiater på en hel dag kun talte med en enkelt patient. Det var ikke kun kedeligt for mig, men også spild af værdifulde ressourcer og dygtig arbejdskraft.

En dag for en læge i børne- og ungdomspsykiatrien

Der er om morgenen meldt en patient. Forvagten læser patientens journal og kontakter herefter en socialrådgiver. De to mødes og snakker sammen inden patientsamtalen. Efter patientsamtalen, hvor begge deltager, snakker lægen og socialrådgiveren sammen for anden gang, inden der er planlagt møde med en overlæge. I sidstnævnte samtale diskuteres case’en atter og der lægges en plan for behandlingstilbud. Dvs. at der for en enkelt patient er afholdt tre møder plus almindeligt journalarbejde før og efter. Kunne arbejdsgangen lettes, så den som på andre afdelinger bestod af: læs patientjournal, samtale med patient og journalskrivning eller diktering?

Børn og unge venter på behandling i næsten TO MÅNEDER, og jeg oplever at en læge kun ser en enkelt på en patient på en hel dag? Der må kunne gøres noget. Alle forældre må kunne nikke genkendende til at dette er meget længe for et barn, som er ulykkelig, har spiseforstyrrelse eller er deprimeret, og som har brug for behandling. Hvad kan psykiatrien gøre? Jeg mener, at arbejdsgangene bør laves om og effektiviseres. Kunne tiden bruges bedre? Evt. på at se flere patienter?

Astrid Krag: ”Det betyder ikke, at vi skal gå på fagligt kompromis, men vi skal se, om vi kan sætte tidligere ind ved at bruge andre værktøjer og finde andre måder at gøre det på ”

Måske hun har fat i noget her? Er vi blevet for vante med den nuværende måde at gøre tingene på? Måske, måske ikke, men det er et opråb til, at man som sundhedsfaglig må tænke ud af boksen og bruge de ressourcer, som er til rådighed. Som der efterspørges i ”Uddannelse for uddannelsens skyld ”: Kunne lægestuderende på højere semestre deltage i dele af lægearbejdet, aflaste travle læger og samtidigt få en bedre klinisk uddannelse?